Medierne har behandlet de to statsministerkandidater vidt forskelligt i den igangværende valgkamp. Lars Løkke Rasmussen (V) må således finde sig i, at Helle Thorning-Schmidt (S) bliver favoriseret af landets aviser, radio og tv-stationer.
Sådan lyder dommen fra næsten 10.000 brugere på Avisen.dk.
I en afstemning er læserne blevet spurgt, om medierne har gjort forskel på statsministerkandidaterne. 89 procent af de 9.941 afgivne stemmer erklærer sig enig i udsagnet: ”Ja, medierne har favoriseret Helle Thorning-Schmidt”, mens bare fire procent mener, at medierne har favoriseret Lars Løkke Rasmussen. Syv procent mener ikke, at medierne har behandlet den ene bedre end den anden.
Afstemningen på Avisen.dk kommer efter Venstres Martin Geertsen har anklaget DR-værten Kåre Quist for at favorisere Helle Thorning-Schmidt.
Avisen.dk skal understrege, at det tidligere er kommet frem, at flere poltiske organisationer bevidst forsøger at påvirke udfaldet af netafstemninger under valgkampen.
Absolut forskel
Læseren Birthe Østergaard Mogensen er enig. Hun skriver i en Facebook-debat i forlængelse af afstemningen:
”Absolut forskelsbehandling til Helle Thorning-Schmidt’s fordel. Og meget udtrykkeligt i udsendelsen med Kåre Quist. Min mand og jeg er 'novicer' i dansk politik efter 48 år i udlandet, og så begge Kåre Quists interviews med de to kandidater. Vi har i øvrigt ikke stemmeret i Danmark, men fornemmer meget tydeligt forskelsbehandlingen. For eksempel svarede Helle Thorning-Schmidt ikke på et eneste af de 'ja-nej' spørgsmål med enstavelsesord, men med lange vævende sætninger og et gensidigt smil med TV værten, - mens Lars Løkke Rasmussen blev mødt med negative bemærkninger, i de tilfælde han forsøgte sig med samme. Forskelsbehandlingen er virkelig til at få øje på. Ikke korrekt, da alle er med til at betale licens, og dermed Kåre Quists løn. Jeg selv mistede meget for en hidtil værdsat journalist!!”” skriver hun på Facebook.
Flere læsere bakker op:Svend Kristensen er enig i, at medierne favoriserer Helle Thorning-Schmidt: ”Ja det gør de, det er meget tydeligt”.
Tove Roth: ”Ja jeg tror, at der er sandheden, at medierne hader Lars.”
Jan Simonsen: ”Det simple svar er: medierne er røde.”
Per Vingaard Klüver er dog lodret uenig:
”Jeg mener, at medierne generelt er for ukritiske - men det er noget sludder, at de favoriserer Helle Thorning-Schmidt. Tværtimod. Nu har TV2 jo lige selv bøjet sig for trusler fra Lars Løkke Rasmussen og undladt at stille kritiske spørgsmål om hans troværdighed,” skriver han med henvisning til historien om, at Venstre-formanden ifølge en ansat på TV2 skulle have reageret voldsomt, da han forud for et debat-program fik at vide, at han skulle svare på spørgsmål om troværdighed.