Meteorologer hos DMI vil stadig give lyd til Banedanmark, hvis regnen pisker ned visse steder.
Meldingen kommer efter, at Banedanmark tirsdag oplyser, at de har fyret meteorologerne, fordi der aldrig kom varslinger om skybrud i sommer.
"DMI skal ifølge aftalen kontakte Banedanmark telefonisk, hvis modellen forudser overskridelse af veldefinerede nedbørskriterier. Denne aftale er ikke opsagt af Banedanmark," oplyser chefen for Vejrtjenesten på DMI, Carsten Simonsen.
Det strider mod Banedanmarks opfattelse af samarbejdet mellem myndighederne.
"De sidste to gange, der har været voldsomme regnskyl i københavnsområdet, har vi intet fået at vide - ikke engang et varsel om, at der kunne være noget på vej. Det kan vi jo ikke bruge til noget," siger Otto Bach Ulstrup til ing.dk, systemansvarlig for Bro- og Tunnelteknik i Banedanmark, som vil opsige samarbejdet.
Men DMI mener ikke, at de skulle have varslet Banedanmark, fordi det ikke regnede nok.
"Hvis vejrmodellen gav over en vis mængde nedbør, så skulle der udsendes varsel til Banedanmark, men der har ikke været nedbør nok til at varsle i de to tilfælde," siger Carsten Simonsen til Newspaq.
Varslingerne skulle især forbedre sikkerheden på Banedanmarks vandløbsbroer, der understøtter skinnerne. I 2007 blev en bro skyllet væk af regnvand, så toget kørte på skinner, som hang frit i luften. Banedanmark stiller nu selv måleudstyr op ved fem vandløbsbroer.
DMI vil dog stadig gerne varsle skinnefolket, så de prøver nu at opgradere varslingssystemet med nye målemetoder.
"Vi vil meget gerne stille et bedre værktøj til rådighed for Banedanmark, hvilket vi har tilbudt dem både i 2010 og 2011, hvis de ønsker det," siger Carsten Simonsen.
Han finder det dog fornuftigt, at Banedanmark samtidig stiller egne måleapparater op.
Det er ifølge DMI kun Banedanmark, der indtil videre, har planer om at opsige abonnement på varslingssystemet.