Ikke kun voksne og unge oplever, at problemerne synes så uoverskuelige, at selvmord er den eneste udvej.
Landets hospitaler melder om flere selvmordsforsøg blandt børn mellem 11-15 år. I Odense på Klinik for Selvmordstruede Børn og Unge behandler man børn helt ned til otteårsalderen. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Overdosis piller
På børneafdelingen på Aalborg Sygehus oplever man, at der kommer flere tilfælde hver måned.
- Vi får stadig flere og flere - ofte helt ned til 11 år. I langt de fleste tilfælde er der tale om piger, der har spist en overdosis af piller, og i langt de fleste tilfælde sker det som en akut reaktion på kærestesorg eller mobning, siger oversygeplejerske Else Lervad til Fyens Stiftstidende.
Lærer af tv-serier
Samme meldning kommer fra andre af landets sygehuse, og det overrasker ikke børnepsykiater Birgitte Vange, som i mange år har beskæftiget sig med selvmordsadfærd hos børn og unge.
- Hvis man tror, at børn ikke kender til den slags, tager man fejl. Selvmordsadfærd er ikke længere tabu og optræder ofte i de tv-serier, som børn og unge følger med i. De møder det ofte, og pludselig kan selvmord optræde som en af de muligheder, der er, siger Birgitte Vange til Fyens Stiftstidende.
Der findes ingen tal på selvmordsforsøg blandt børn, men tidligere undersøgelser fra Fyn, foretaget af Center for Selvmordsforskning, viser en stigende tendens til selvmordsforsøg blandt unge.
Ud fra undersøgelsen vurderer man, at der hvert år er 1.040 indlæggelser som følge af selvmordsforsøg blandt 15-19-årige.