Gaver til maks 200 kroner, kun en gave til de allernærmeste eller slet ingen gaver.
Knap seks ud af ti af os har regler for, hvorvidt voksne eller nogle voksne ikke giver hinanden gaver til jul. Helt præcist 58,7 procent af os.
Det viser en ny meningsmåling, som Wilke har foretaget for Nyhedsbureauet Newspaq.
Når flere end halvdelen af os på den måde planlægger gavegivningen, handler det i høj grad om, at vi hellere vil bruge energien på nærvær, mener fremtidsforsker Klaus Æ. Mogensen fra Institut for Fremtidsforskning.
"Vi er på vej mod det postmaterielle samfund, hvor vi ikke fokuserer så meget på de materielle goder, men mere på at være sammen. Mange synes, at julehyggen bør handle mere om hygge og god mad end om at få en masse gave og det stress, der følger med gaveindkøbene," siger han.
Reglerne viser også en form for købemodstand, mener fremtidsforskeren.
"Tidligere gav man ting i gave, fordi folk havde brug for det. Men nu har de fleste jo alt og mange er trætte af, at julen er så kommerciel og varer to måneder om året. Derfor er reglerne en måde, hvorpå man kan holde gaveniveauet nede," siger Klaus Æ. Mogensen.
Men reglerne kan også gøre julen lidt for kedelig, mener Pernille W. Lauritsen, forfatter til bøger om familieliv og coach i firmaet Mind Juice.
"Det kan blive lidt for rigidt og voksen-fornuftigt med alle de regler. Der er som om, vi helt glemmer, hvorfor vi egentlig giver gaver - at give en gestus til hinanden, også selvom vi er voksne. Det behøver jo ikke være dyrt," siger hun.
Og netop prisen går mange op i. Meningsmålingen viser nemlig, at 38,2 procent af os - svarende til næsten fire ud af ti - har regler for, hvor meget pakkerne under træet må være værd.
Og det giver god mening, mener fremtidsforskeren.
"Det kan være godt at have en tommelfingerregel, så man ikke skal føle sig flov, hvis man selv har købt en gave til 100 kroner, men får en gave for 1.000," siger Klaus Æ. Mogensen.
Især i Nordjylland har man regler for gavernes pris - 41,5 procent i Nordjylland har regler for Onkel Anders' julegave - til sammenligning er det kun 31,9 i Region Hovedstaden, viser målingen.
Prisregler eller ej - når det kommer til julens nok mest forvente deltagere - nemlig børnene, er der meget få, som har regler.
Kun 7,7 procent svarer i målingen ja til, at der er regler for, hvor mange gaver, børnene må få.
"Julen er jo børnenes fest. Og børnene har jo ikke samme købekraft som os voksne, så både forældre, bedsteforældre og andre voksne i familien vil gerne give dem gaver - også fordi de nok viser mere ægte glæde," mener Klaus Æ. Mogensen.
Men langt fra alle voksne bør overøse de mindste med pakker, mener Pernille W. Lauritsen.
"Julen handler jo meget om forventninger. Men mange børn får mange flere gaver, end de kan værdsætte, og så bliver de voksne skuffede over, når barnet efter ottende gave siger 'nå, hvor er den næste!'. Det kan man undgå ved for eksempel at sige maks tre gaver per barn og så give dem hen over hele dagen, så de kan nå at fordybe sig," siger hun.
1.170 danskere deltog i meningsmålingen, som er gennemført fra 1.-7. december.