Caroline Wozniacki jagter sin første Grand Slam-titel.
Og som førsteseedet i US Open har hun aldrig været tættere på at indfri det mål - på papiret altså.
I aften står den danske tennisdarling nemlig over for noget af en udfordring, når den tidligere verdensetter Maria Sharapova venter på den anden side af nettet.
Men selvom Sharapova lige nu viser skræmmende takter, efter et par år med skader, så vurderer tre ud af fire eksperter, at Caroline trækker sig sejrrigt ud af aftenens opgør.
"Det handler om skarphed, og der tror jeg, at Caroline er lidt bedre klædt på i øjeblikket. Hun er i bedre form. Jeg tror, kampen går i tre sæt med hende som vinder. Hun har en stor chance for at gå i finalen igen i år," siger russiske Vassili Ossipov fra Sport-Espress til Ekstra Bladet.
Filip Dewulf fra det belgiske medie 'Het Laatste Nieuws' vurderer, at Carolines chancer for at vinde er 55-45 og siger:
"Min mavefornemmelse siger, at Caroline vinder. Hun har spillet forrygende op til US Open. Hun er på sit hidtil bedste niveau, viser en masse selvtillid og er helt fit," siger han.
Neil Harman fra The Times vurderer ligeledes danskerens vinderchancer til 55-45.
"Marias serv bliver stadig bedre, og hun slår renere, men Caroline har spillet sensationelt. Caroline kan udstille Maria, som ikke er den hurtigste på benene. Hun skal spille smart og få hende ud at løbe, så har hun en stor chance," siger han.
Den eneste af de fire eksperter, som Ekstra Bladet har talt med, der ikke tror på Caroline Wozniacki, er amerikaneren Matt Cronin fra Tennisreporters.net.
Han vurderer Carolines chancer til 45-55
"Caroline har virkelig imponeret mig. Hun er så hurtig og svær at få bolden forbi, men jeg vil alligevel gøre Maria til svag favorit. Hun har haft en god sommer efter sin skade og har størst erfaring fra den store scene," siger han.
Kampen, som mange betragter som årets kamp i US Open, spilles i aften ca. kl. 21-22 dansk tid og vises på Eurosport.