Selvom Caroline Wozniacki har blæst igennem US Open uden at afgive så meget som et enkelt sæt, så kniber det med respekten fra modstanderne.
Natten til i dag slog danskeren tjekken Dominika Cibulkova 6-2 7-5. Efter nederlaget skød hun skylden for sit exit på det blæsevejr, som kampen blev afviklet i.
"Mit spil var mere påvirket af vinden end af Carolines tennis. Derfor vandt hun i dag," lød det fra taberen efter kampen ifølge New York Post.
"Kampen blev spillet under de sværeste omstændigheder, jeg har oplevet i min karriere," lød det videre fra Cibulkova.
Heller ikke Maria Sharapova, som det danske es bankede i den forrige runde, vil give Caroline skulderklap.
Russeren, der, inklusiv reklameindtægter, er verdens bedst betalte kvindelige sportsudøver, skød skylden for nederlaget på sine ufatteligt mange uprovokerede fejl.
Mens modstanderne altså afviser, at Wozniacki har andel i deres fiasko, så er rigmanden Donald Trump anderledes glad for topseedede Miss Sunshine.
Under nattens komfortable sejr sad den toupé-klædte mangemilliardær nemlig i Wozniackis personlige boks på Arthur Ashe Stadium i Flushing Meadows.
Det skete efter, at Caroline Wozniacki personligt havde talt i telefon med den dameglade forretningsmand.