Cecilie Frøkjærs nye talkshow 'Den nøgne sandhed' blev aldrig den helt store succes, og nu har TV 2 tilsyneladende droppet programmet helt.
I stedet skal den 42-årige værtinde være vært på Go'aften Danmark, hvor hun erstatter Mikkel Beha Erichsen, som i stedet skal være vært på Go'morgen Danmark.
Her erstatter han Anders Breinholt, som skal have sit eget satiriske talkshow, der skal sendes sent om natten på TV 2.
'Den nøgne sandhed' blev sendt fredag aften samtidig med X Factor og formåede aldrig at hive seerne væk fra den store talentkonkurrence.
Programmet blev også kritiseret for at være alt for ukritisk allerede fra start, hvor paradise-baben Susan K blev inviteret ind i programmet for at snakke om sin voldsdom.
Det er ikke første gang Cecilie Frøkjær har brændt fingrene på at lave sit eget talkshow. I 1999 var hun vært for programmet 'Og så på en torsdag', men det blev heller aldrig til det helt store.
Til gengæld har hun haft stor succes som vært på Go'morgen Danmark, en stilling hun besad i 12 år, og var medvirkende til, at hun fem år i træk blev kåret til årets værtinde.