Erik risikerer lammelser – men han skal arbejdsprøves alligevel.
Torben venter på kunstige hofter, men behandles for angstanfald.
Karen har været ude for en alvorlig trafikulykke – hun betragtes som psykisk syg.
Avisen.dk har sat fokus på de mennesker, der er syge, men nægtes førtidspension. Mennesker, der gerne vil, men ikke kan arbejde og som i stedet for en hjælpende hånd bliver pint gennem systemet. Som Viggo Hørup: ”Hvad skal det nytte?”
Hvad skal det nytte at pine og plage de sidste kræfter ud af folk – i stedet for at give dem en hjælpende hånd, så de kan blive selvhjulpne?
Hvad skal det nytte at tro, at alle syge er potentielle snydere, der bare vil ’slænge’ den på pension? Mine damer og herrer – så høj er pensionen heller ikke her til lands.
Jeg ved godt, at man tidligere nærmest masseproducerede førtidspensionister, fordi staten betalte – så det var billigere for kommunen end at hjælpe folk i arbejde.
Det var ikke et menneskeværdigt system.
Men det er det nuværende heller ikke. Vi taler altså om mennesker, som ikke længere kan udføre deres arbejde. Det er belastende nok i sig selv. Dertil kommer smerter og et liv i et helt andet økonomisk gear end man er vant til.
Det burde være byrder nok. Men oveni kommer samfundet så og stiller yderligere krav.
Det er ikke anstændigt og det kan vi som samfund ganske enkelt ikke være bekendt.
Derfor fortsætter Avisen.dk med at sætte spot på området.