Østjyllands Politi har anholdt en 46-årig mand fra Lystrup ved Aarhus, der sigtes for vidnetrusler, efter at han torsdag aften skød hul i et vindue hos en 44-årig mand i bydelen.
De to mænd kender hinanden fra en verserende voldssag, hvor den 46-årige er sigtet for vold mod den 44-årige.
Politiet fik torsdag aften ved 23-30-tiden en anmeldelse om, at der var blevet skudt mod et vindue til en lejlighed på Elstedhøj i Lystrup.
Kort efter man fandt frem til den 46-årige, der blev anholdt hjemme hos sig selv. Her fandt politiet flere luftgeværer og luftpistoler.
Manden fremstilles fredag i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, hvor politiet kræver ham varetægtsfængslet.
/ritzau/