Prøv lige at klikke dig ind på videoklip-tjenesten youtube.com og skriv ’Elvis Presley’ i søgefeltet.
Vælg så mellem de tusindsvis af vilkårlige klip fra sydstats-sangerens mere end 20-årige karriere. Følg hans krop vokse, stemme skælve, ego stikke af (skarpt forfulgt af bakkenbarterne), alkoholen pible frem på den stadig mere furede pande, kostumerne gå grassat i excentrik, rebellen sive, komikeren sprutte.
Der er så meget at opleve, men én ting går igen – fascinationen er intakt. En ubestemmelig aura af modsætninger stod omkring Elvis til the very end. Balladesanger og ballademager, stærk og skrøbelig, hvidt slips og sort larm, underklasse og überseksuel. Og i dag – præcis 30 år efter han kollapsede af et massivt misbrug af medikamenter og stoffer på sit toilet i Graceland-slottet – står Elvis Presley stadig som den ultimative entertainer. Måske fordi han var det første egentlige popidol, verden egentlig så. Som John Lennon sagde: »Før Elvis var der intet.«
Legenden om Elvis Aaron Presley lever da også i bedste velgående og er den mest dyrkede i moderne musikhistorie. Han blev født i 1935 og var efter sigende en stammende mors dreng . I 11 års-fødselsdagsgave fik han – mod sin vilje – en rytmeguitar. Elvis øvede løs i familiens to-værelses hus nær Tupelo i delstaten Mississippi, og han elskede hurtigt det meste: hillbilly, rock n roll, blues, soul, pop, opera, gospel. Og så videre.
Sort blod
Snart kunne han opleves spille for gæsterne på barer og knejper, og i 1953 tog han første gang turen til Sun Studios i Memphis, Tennessee. Her fik ejer Sam Phillips ørerne op for den sortglødende ungersvend med den teknisk labre, omend mørke og store stemme. En hvid fyr med blues i blodet var sagen.
Elvis skrev ikke sit materiale selv, men indspillede andres numre. Han fik især den rebelske blanding af sort rock n roll og hvid hillbilly – kaldet rock a billy – ud over scenekanten med noget hidtil uset: hoftevrid til at ledsagde landeplager som Jailhouse Rock og Hound Dog .
De små stød med underlivet skulle blive Elvis genvej til berømmelse, da han i 1956 gæstede flere store tv-programmer. Blandt andet det største, The Ed Sullivan Show , der til sidst kun filmede frækkerten fra livet og op ...
Rebellen fiser ud
Elvis var i sandhed en rebel, men det fik hæren til dels pillet ud af ham, da han fra 1958 aftjente to års værnepligt i Tyskland. Hjemvendt croonede han ligefrem de samme sjælere som Frank Sinatra, der ellers havde fordømt Elvis for amoralsk fremtoning få år forinden.
Hvidvaskeren
Op gennem 1960 erne fyldte filmkarrieren – mere end 30 titler blev det til – næsten alt, og her var kritikerne mindre floromvundne.
I 1973 indgav Elvis og hustruen Priscilla skilsmissebegæring efter fem års ægteskab, og her var Elvis endelige nedtur blevet tydelig for enhver. Han glemte de tekster, der allerede havde fået ham til at skraldgrine ved andre lejligheder. Han tog på, blev svampet, og stemmepragten falmede, mens han beklagede sig over sin ensomhed.
Da Elvis blev fundet døden nær på sit badeværelsesgulv få år senere, kom det frem, at hans læge havde ordineret mere end 10.000 piller til stjernernes stjerne i 1977 s første otte måneder.
Elvis var kongen for mange generationer af især hvide mennesker. Og hvis nytilkomne skal forstå hvorfor, kan de bare tænke på samtidens Eminem. Han kom ligeledes fra fattige kår, var utilpasset og gik under den lidet flatterende ’white trash’-betegnelse. Elvis hvidvaskede en sort musik med respekt for grundlæggerne – som Eminem gjorde det med den hårde rap. Og så var han både den dragende ballademager og og elskelige balladesanger.