En 28-årig kvinde blev sent tirsdag aften stukket flere gange i ryggen med en kniv i Rudkøbing.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Politiet rykkede kort før midnat til Rudkøbing på Langeland, efter at man havde fået en anmeldelse om et knivstikkeri i Nørrestræde.
Det viste sig, at en 28-årig kvinde var ramt af flere knivstik i ryggen. Hun blev bragt til Odense Universitetshospital og er uden for livsfare.
- Fyns Politi har i løbet af natten efterforsket sagen, hvor der er sket undersøgelse af gerningsstedet, og flere vidner er blevet afhørt, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Efterforskningen førte til, at en 32-årig kvinde onsdag formiddag blev anholdt.
Hun vil torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg. Her vil anklagemyndigheden bede dommeren om at lukke dørene for offentligheden.
Begge kvinder kommer fra Sydfyn, oplyser politiet, der ikke vil fortælle mere om sagen.
/ritzau/