Det er ikke nyt, at anbragte børn er nogle af de mest sårbare med ringere vilkår for at komme i uddannelse eller arbejde end andre børn, fortæller Lisbeth Zornig Andersen, debattør og tidligere formand for Børnerådet.
- Og vi er stadig ikke gode nok til at give de børn en evne til at mestre livet, siger hun.
En ny undersøgelse fra Socialrådgiverforeningen og Arbjedernes Erhvervsråd viser, at hver femte kontanthjælpsmodtager har været anbragt uden for hjemmet som barn eller ung. Og det overrasker ikke debattøren.
Ifølge Lisbeth Zornig skal man hjælpe de her børn langt ind i voksenlivet for at ungå, at de ender på kontanthjælp. Problemet er bare, hvis børn har haft dårlige oplevelser med systemet. Så gælder det for dem om at komme ud, hurtigst muligt.
- Børnene er trætte af at være systembørn - de vil være fri. Hvis man har haft et dårligt forløb, så glæder man sig til at blive 18 og blive fri fra de åndssvage voksne. Problemet er bare, at så kommer der nogle nye åndssvage voksne med anderledes krav og sanktioner på kontanthjælp, siger hun.
Længerevarende indsatser til efter klokken 16
Derfor foreslår hun, at man skal skrue op for mentorordninger i stedet for at skrue ned, som hun ser på nuværende tidspunkt. Og at man skal knytte barnet til en respekteret voksen, der kan følge dem langt ind i voksenlivet.
Desuden peger hun på, at man skal nedbryde nogle af de regler og barrierer i kontanthjælpssystemet, som hun mener forhindrer rådgivere til at hjælpe de unge 360 grader rundt.
- Socialrådgiverne hader at være bundet af de strenge og stramme regler. For de ved jo godt, hvad der skal til. Og det er en håndholdt, længerevarende indsats, der også går ud over klokken 16, siger Lisbeth Zornig.
Ingen dårlige undskyldninger, men opgivenhed
Årsagen til at børn ender i denne situation, mener Lisbeth Zornig, er, at de mangler forældre, der kan lære dem lidt om hverdagens strabadser.
Mange af de unge kommer fra familier, hvor uddannelser ikke har været et must, og arbejde kun har været noget, man har søgt efter.
- De uformelle koder, vi giver vores børn gennem hele opvæksten med "mor og far tager på arbejde, og vi spiser på faste tidspunkter" eksisterer ikke for de her børn. De skal ofte selv finde ud af at indrette deres ungdomsliv uden rollemodeller, siger Lisbeth Zornig.
Men er det en dårlig undskyldning at sige, "jeg har været anbragt - derfor er jeg på kontanthjælp" og så bare læne sig tilbage og vente på at blive hjulpet?
- Jeg ser ikke dårlige undskyldninger - jeg ser en opgivenhed blandt de unge, der skal ud og finde sig et arbejde. De kan ikke se sig ud af det. Hvor fanden skal man egentlig starte?, siger hun og fastslår:
- Drømmene er der. Ønskerne er der. Og det er et kæmpe nederlag at være på kontanthjælp.