Håndboldherrenes sponsoraftale med stikkontaktfirmaet LK udløber ved årsskiftet, men det er endnu ikke lykkedes Dansk Håndboldforbund at finde en ny sponsor.
"Vi er fortsat i dialog med nogle stykker, men vi mangler at få bid. Det kommer dog ikke bag på os, at det er så svært. Sådan er det med alle sponsorater. Der er krise," siger Per Rasmussen fra håndboldforbundet til Ekstra Bladet.
Håndboldherrene er i øjeblikket blandt de stærkeste hold i Europa, og derfor har DHF store forventninger til, hvad en sponsoraftale kan indbringe.
Indtil den er på plads, har forbundet dog måttet strikke et budget uden en aftale sammen uden sponsorindtægterne.