Endelig er Brøndby begyndt at få tur i den på fodboldbanen. I den forgangne uge har de slået både HB Køge og Hertha Berlin. Men i kulissen ulmer balladen stadig. Senest er det en række af Brøndbys største sponsorer, der er utilfredse med den måde klubben bliver kørt på.
Ifølge B.T. kom det til udtryk på en sponsortur til Sverige, hvor 80 procent af sponsorpengene var repræsenteret, og hvor kritikken ifølge avisen haglede ned over klubbens ledelse.
Det er især de store underskud og fyringen af Hermann Haraldsson, der giver anledning til bekymring fra sponsorerne. Det gør brandet Brøndby dårligere, mener de.
"Vi ved godt, at vi kun er sponsorer og dermed kunder i Brøndby, så vi har formelt ingen indflydelse. Men vi betaler for at blive associeret med et stærkt brand, som vi imidlertid mener, er faldet voldsomt i værdi de seneste år," siger en anonym kilde i sponsorkredsen til B.T.
"Derfor siger vi nu klart til ledelsen i Brøndby, at der skal ske forandringer, ellers skal de ikke regne med vores sponsorpenge fremover," lyder truslen.