Vild protest foran Uber-kontor: ”Ud af Danmark nu!”
De københavnske taxa-chauffører har fået nok af Uber og demonstrerer foran det danske hovedkontor i dag. Se billederne her.
- Vi har væddet om, at der nok ville gå 15 minutter, før politiet kom.
- Vi har væddet om, at der nok ville gå 15 minutter, før politiet kom. Foto: Anne-Line Budolfsen

"Hvis I ikke vil lytte, så må I flytte"

Budskabet på det store banner, som spærrer indgangen til Ubers hovedkontor på Dampfærgevej er ikke til at tage fejl af.

Her er københavnske taxichauffører d. 15. februar mødt talstærkt op for at få minde Uber om, at de er uønskede i Danmark.

Og hvis skiltet ikke var nok, fylder store grønne hele flyttekasser trappen op til hoveddøren, hvor chaufførerne har banket på, men uden nogen reaktion.

Vink med vognstang

- Vi giver dem nogle flyttekasser, så de kan pakke sammen og flytte, siger Bo Weye Hansen til Avisen.dk.

Han er faglig konsulent i 3F Københavns Chauffører, der sammen med foreningen af Taxiførere i Danmark har indkaldt til protest foran Ubers kontorer.

- Vi er provokerede over, at Uber går ud i pressen og laver larm over den nye taxalov, som åbenbart ikke passer dem. Det gjorde den gamle jo heller ikke, og det er nok et vink med en vognstang om, at de ikke er velkomne. Det er dybt demoraliserende og udemokratisk, at de bare kan være ligeglade med loven, og at det er det rene anarki, siger han.

Ifølge ham er chaufførerne dybt berørte, særligt dem, der kører om aftenen fredag og lørdag nat. De har stort set fået halveret deres omsætning og indtægt, fortæller Bo Weyse Hansen.

Foto: Anne-Line Budolfsen

Venter på politiet 

På den lille parkeringsplads begynder chaufførerne da også langsomt at strømme til og taxavognene popper op på parkeringspladsen på den anden side af vejen. De har fra kl. 15 til 17 til at få budskabet ud, drikke lidt kaffe og banke på døren, med mindre altså politiet dukker op.

- Vi havde væddet om, at der nok ville gå 15 minutter før politiet kom, men nu er der da gået 20 minutter, griner en af chaufførerne. En fyr var også hurtigt ude og fjerne Uber-skiltet, bemærker de.

Stemningen er munter, men der skal ikke mange spørgsmål til, før frustrationen melder sig.

- Det er sket før, at politiet har sendt kæmpe mandskabsvogne, når vi har lavet happenings, og det er jo lidt sjovt, at politiet afsætter ressourcer til det i stedet for at stoppe Uber-chaufførene, siger Søren H. Nicolaisen, der er formand for Foreningen af Taxiførere i Danmark.

Foto: Anne-Line Budolfsen

Uforståeligt 

Han mener ikke, at der er sket den ændring i den nye taxalov, som Uber måske havde håbet på. De er fortsat ulovlige, konkluderer han, blandt andet på baggrund af, at landsretten har stadfæstet, at det er ulovligt at køre for Uber.

- Derfor vil vi skabe opmærksomhed omkring, at de alligevel insisterer på at blive. De er en virksomhed, som har fået deres kørsel, som er en væsentlig del af en transporttjeneste, gjort ulovlig. Og alligevel bliver der ikke gjort mere for at stoppe dem. Det er uforståeligt, siger Søren H. Nicolaisen.

I øjeblikket er Uber som virksomhed ligeledes sigtet for at være medskyldig i ulovlighed. Sagen går dog først i gang d. 24. april.

Og det kan chaufførerne ikke vente på. Især ikke når Uber ifølge dem ikke har de store udsigter til nogensinde at blive lovlige.

- Når en Liberal Alliance-minister ikke evner at gøre dem lovlige, hvad skal der så til? 90 mandater til Liberal Alliance? Det er jo urealistisk, og derfor skal de bare ud nu, siger Søren H. Nicolaisen.

Foto: Anne-Line Budolfsen 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.