Fra den 18. april vil det ikke længere være muligt at gøre brug af taxa-tjenesten Uber.
Det oplyste selskabet på en pressemøde tirsdag formiddag.
Ifølge selskabet er det den kommende kommende taxalov, der spænder ben for dem.
- De krav, der er i aftalen, ville ikke være til gavn for hverken passagerer eller chauffører, lød det på pressemødet fra selskabets talsmand, Kristian Agerbo.
Beslutningen om at trække sig ud af Danmark vækker glæde blandt flere politikere på Christiansborg.
- Det er en glædens dag, at Uber nu skal køres til ophugning. Jeg græder tørre tårer. Jeg vil bare ønske Uber go’ tur hjem, siger SF's transportordfører Karsten Hønge.
Han mener, der er rig mulighed for, at Uber kunne indordne sig den nye taxalov:
- Jeg fatter slet ikke, at Uber insisterer på at blive ved med at have dårlige arbejdsforhold. Vi lavede en ny taxalov, som Uber kunne bruge og samtidig have gode arbejdsforhold. Men det nægter de – de insisterer på at fortsætte med dårlige arbejdsforhold. Så det bliver et farvel og tak til Uber. Det gider vi ikke have her til lands, siger Karsten Hønge.
Også Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, kalder det en glædens dag.
- Det er godt, at Uber har indset, at det koncept og den måde, de ønsker at drive forretning på, ikke er noget, vi ønsker i Danmark. Så det er ganske glimrende, at Uber lukker, siger han.
Noget anderledes ser de Konservatives transportordfører, Rasmus Jarlov, på Ubers exit.
Rasmus Jarlov, der har været en af kørselstjenestens varmeste støtter på Christiansborg, erkender, at det skyldes den taxalov, hans eget parti har været med til at indgå.
- Som alle ved, ville den borgerlige regering gerne have haft, at Uber kunne fortsætte. Men den blev tvunget af SF og S til at lave lovgivning, som tvinger Uber ud af Danmark. Det er regeringspartierne kede af, siger han.