"Vi ønsker ikke, at soldaterne slår sig selv ihjel, fordi de ikke kan finde ud af det."
Sådan siger brigadegeneral Michael Lollesgaard fra 1. Brigade, som udsender soldater til bl.a. Afghanistan.
Det sker i en kommentar til Avisen.dk's afsløring af, at 150 soldater dumpede i en grundig stikprøvekontrol kun tre måneder, inden de skulle sendes ud med hold 8 i august 2009.
Soldaterne kunne hverken køre de køretøjer, de skulle bruge i Afghanistan, eller betjene de våben, de skulle have med. Flere var så uerfarne, at de manglede rutine og taktisk overblik.
Vi tog rapport alvorligt
Alligevel afviser Michael Lollesgaard, at soldaterne var for dårligt uddannede, da de blev sendt i krig.
"Vi tog rapporten alvorligt og rettede op på fejlene. Inspektionen så ikke godt ud på en række områder. Det er klart, at den var et los i røven til enheden om, at der var nogle ting, der skulle rettes op på. Det har vi så fået gjort," siger han.
Der var kun tre måneder til at rette op, og en del af tiden blev brugt på ferie, så soldaterne kunne være sammen med familien.
Hensynet til NATO
"Det er, fordi vi her vurderede, at soldaterne var klar," siger Michael Lollesgaard.
Han afviser, at 1. Brigades egen godkendelse af soldaterne en måned efter den kritiske rapport var farvet af, at man gerne ville udsende soldaterne til tiden.
"Hverken jeg eller min forgænger har nogen interesse i at sende folk ud, som ikke er uddannede til det," understreger han.
Michael Lollesgaard erkender, at det er besværligt at stoppe en udsendelse i forhold til samarbejdsparterne i NATO.