Hvordan skaber man fred efter 60 års intenst had? Det problem mødes ministre fra Mellemøsten og resten af verden denne uge for at diskutere i Annapolis, USA.
Den store fredskonference i den amerikanske by er det første større forsøg i syv år på at løse konflikten mellem Israel og dens naboer. En konflikt, der har ført til adskillige krige, hundreder af selvmordsbomber og et utal af raketangreb.
Hovedpersonerne på mødet er Israels premierminister, Ehud Olmert, og præsidenten for Det Palæstinensiske Selvstyre, Mahmoud Abbas.
»Startskud til fred«
De to parter skal forsøge at blive enige om årtiers stridspunkter: Hvor skal grænsen mellem Israel og de palæstinensiske områder gå? Hvem har retten til Jerusalems hellige steder? Og skal de fire millioner palæstinensiske flygtninge have ret til at vende tilbage til deres hjemegne, der nu ligger i Israel?
Danmarks udenrigsminister Per Stig Møller (K) deltager i konferencen, og Nyhedsavisen fangede ham over telefonen, inden den begyndte.
Er det ikke svært at tro på fred i øjeblikket? I Gaza er situationen værre end nogensinde, og Syrien truer med at angribe Israel?
»Du kan altid finde grunde til ikke at tro på fred i Mellemøsten, men de arabiske lande har vist en vilje til at ville løse problemerne nu. Den her konference kan være startskuddet,« siger Per Stig Møller.
Valgets vinder kommer ikke
På konferencen optræder dog kun den ene del af Det Palæstinensike Selvstyre, nemlig Mahmoud Abbas parti, Fatah. Det islamistiske Hamas, der sidder på magten i Gaza-striben og vandt sidste valg, er ikke inviteret – og har svoret at boykotte alle resultater.
Kan man overhovedet tro på fred, når en vigtig part boykotter konferencen?
»Jeg har talt med Mahmoud Abbas, og han mener, at han kan skaffe opbakningen i befolkningen, hvis han får resultater med hjem. Det må vi jo bygge på. Og Hamas kan vi altså ikke bruge til noget som helst, da de slet ikke accepterer Israels eksistens.«
De fleste analytikere tvivler på, at Annapolis kan skabe de store resultater. Tror du selv på fredsprocessen?
»Hver eneste gang kan man sige, det er håbløst, men hvis man gør det, bliver der heller aldrig noget håb om fred. Vi er nødt til at forsøge – og kan ikke bare sidde med hænderne i skødet.«