Han har været tæt på at springe ud fra en motorvejsbro på Fyn. Han har medicineret sig selv med hårde stoffer og sprut. Og så har han været så aggressiv, at han har tævet løs på sin egen lillebror og truet sine forældre.
Altsammen fordi han har været på job i krigszonen i det tidligere Jugoslavien, mens serbere, kroatere og bosniske muslimer massakrerede hinanden tilbage i 1990erne.
Navnet er Ruben Johansen. Han er 37 og er blevet psykisk syg af at arbejde som soldat.
Stoler ikke på fagfolk
Fem læger og en psykolog har uafhængigt af hinanden givet den nu førtidspensionerede konstabel diagnosen post-traumatisk stress (PTSD). Men i næsten tre år har hans kamp for anerkendelse været forgæves.
Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen har nemlig nægtet at tilkende ham erstatning. De to instanser mener ikke, at hans lidelser har noget som helst at gøre med missionen på Balkan.
Hans tidligere arbejdsgiver, Forsvaret, vil til gengæld godt udbetale en økonomisk godtgørelse til ham. I starten af november besluttede Forsvarets Personeltjeneste at gå stik imod det danske arbejdsskade-system.
[pagebreak]
Forsvaret lytter nemlig i modsætning til Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen til de lægelige eksperter.
"Forsvarets anerkendelse gør mig ikke rask, men den giver mig en form for ro. Jeg har brugt mange mentale kræfter på at få myndighederne til at indse, at de tog fejl, da de afviste min arbejdsskade," siger han.
Det er en stram fortolkning af den såkaldte seks-måneders-frist, der har gjort, at Ruben Johansen er kommet i klemme. Soldater med post-traumatisk stress skal kunne dokumentere, at de har haft symptomer senest et halvt år efter hjemkomsten.
"Så vidt jeg kan se, kan Ruben godt dokumentere at han havde symptomer før seks-måneders-fristen. Det kan han blandt andet dokumentere med forklaringer fra ham selv og hans nærmeste. Han var bare først til læge efter cirka ni måneder, og det er ikke godt nok for myndighederne," forklarer hans advokat, Mads Krøger Pramming.
Gik med afrevet hoved i hænderne
En af de ting, der var med til at belaste Ruben Johansens psyke tilbage i 1996 i Bosnien, var et ikke-ryddet minefelt, der lå inde i lejren, der var hans hjem fra februar til august. Minefeltet kunne først ryddes i foråret, fordi jorden var frossen.
Ruben Johansen arbejdede både som vagt og som kok i lejrens køkken, fordi han var uddannet slagter. Uddannelsen gjorde ham dog ikke noget godt.
En dag blev han bedt om at samle et afrevet hovedet op fra et civilt trafikoffer. Hovedet lå i en grøftekant langt fra kroppen. Ligdelene skulle samles op, så ofret kunne begraves, og de andre soldater havde ikke mod på at samle det makabre puslespil.
"Jeg kan stadigvæk huske hvert eneste sekund af den gåtur. Det er et mareridt, der hjemsøger mig igen og igen," fortæller Ruben Johansen.
[pagebreak]
Udover trafikulykken husker Ruben Johansen også en ikke-detoneret granat, der hang i et træ over lejren. Han husker også alle de gange lejren var i højeste alarmberedskab på grund af trusler fra krigens parter, der ikke ønskede den danske tilstedeværelse.
"Hjemme igen gik jeg altid midt på vejen. Jeg turde ikke at gå i grøftekanten, fordi jeg var bange for, at der var miner. Jeg kunne også høre stemmer, selvom der ikke var nogen i nærheden af mig," siger Ruben Johansen.
Datteren blev billetten tilbage til livet
Konstablen blev far den dag, han igen var hjemme i trygge Danmark. Datteren har siden holdt ham i live.
"I 2002 sad jeg på kanten af en motorvejsbro tæt på afkørslen til Odense SV. Jeg var så syg, at det eneste jeg tænkte på var at lade mig falde og splatte ud på vejbanen."
"Mens så ringede min far. Jeg kunne høre min datter snakke i baggrunden, og så kunne jeg ikke andet end at fortryde," siger Ruben Johansen.
Ruben Johansen er siden blevet clean, men han kan ikke varetage et job.
"Hver dag er en kamp," siger han.
Ruben Johansen fortryder bittert, at han rejste ud.
"Jeg ville elske at have et job og leve et normalt liv. Der er ingen, der ønsker at være førtidspensionist. Det har været dyrt rent menneskeligt at være i krig," siger han.
[pagebreak]
Et plaster på såret
Nu kan Ruben Johansen så se frem til at få et plaster på såret.
"Det vigtigste for Ruben er selvfølgelig at få anerkendt, at han kom psykisk til skade som soldat. Den anerkendelse har han nu fået fra Forsvaret selv. Som sådan er sagen allerede vundet, hvilket er meget glædeligt," fortæller Mads Krøger Pramming, der er advokat hos Elmer & Partnere.
Han tilføjer:
"I kroner og ører gør det dog stor forskel, da Ruben kun kan få erstatning for tabt erhvervsevne, hvis Ankestyrelsen anerkender hans skade. Ruben er førtidspensioneret på grund af sine psykiske lidelser, og vi taler derfor formentlig om et millionbeløb, som han altså først kan få, hvis skaden anerkendes."
Ruben Johansen og hans advokat er klar til at slæbe staten i retten, hvis ikke Ankestyrelsen giver dem ret i, at Arbejdsskadestyrelsen var forkert på den, da styrelsen afviste arbejdsskaden.
"Jeg har stor tiltro til, at vi vinder Rubens sag. Og så skal Forsvaret jo alligevel betale, og det er måske det, de kan se allerede nu," lyder det fra den optimistiske advokat.
[pagebreak]
Vil have nye regler
Hvis Ruben Johansen får systemet til at anerkende arbejdsskaden, slutter hans krig efter krigen ikke der.
"Jeg håber, at politikerne vil lave reglerne om, så soldater, politibetjente og reddere fremover lettere kan få anerkendt deres post-traumatiske stress som arbejdsskader," siger han.
Sammen med andre Balkan-veteraner vil han kæmpe for, at seks-måneders-fristen for symptomer vil blive slettet som krav.
"Mange af os ved jo ikke, at vi lider af post-traumatisk stress, før det er for sent, så politikerne må have hænderne op af lommerne, så vi kan få lempet reglerne, der i forvejen er ekstremt firkantede. Man skulle næsten tro, at det var juristernes egne penge, sådan som Arbejdsskadestyrelsen forvalter pengene," slutter han.
Selvom Ruben Johansen har givet Arbejdsskadestyrelsen fuldmagt til at lade sig interviewe om hans sag, har styrelsen ingen kommentarer til Avisen.dk.