En dommer i Odense har fredag besluttet at varetægtsfængsle en 21-årig mand, der sigtes for at have voldtaget en kvinde natten til onsdag.
Det var anden gang på to dage, at dommeren behandlede spørgsmålet. Torsdag gik afgørelsen ud på, at anholdelsen skulle opretholdes i tre døgn.
Men fredag fik dommeren selv mulighed for at bedømme kvindens troværdighed, idet hun blev afhørt i retten.
Det førte til en ny beslutning om, at den 21-årige skal være fængslet til 28. maj, oplyser anklageren i sagen, Klaus Lauridsen fra Fyns Politi.
Manden nægter at have taget kvælertag på kvinden og derefter at have voldtaget hende på en adresse på Palnatokesvej i Odense.
Han overvejer at kære fængslingskendelsen til landsretten, oplyser anklageren.
/ritzau/