Ved åbningen af FNs generalforsamling tirsdag beder palæstinenserne forsamlingen om at gøre dem til verdenssamfundets nation nr. 194. Flertallet i verden vil stemme OK, og dermed opstår et gevaldigt politisk problem.
Israel kalder Palæstinensernes plan om at bede verden om anerkendelse som et land for en diplomatisk tsunami. Palæstinenserne har gentaget og atter gentaget, at de agter af tage sagen lige til Sikkerhedsrådet.
Dermed er USA og Israels andre allierede sat i et dilemma. USA siger, landet vil bruge sit veto i Sikkerhedsrådet for at blokere for optagelsen af Palæstina. Afstemningen i Generalforsamlingen er og bliver derfor symbolsk.
PLO er på vegne af det palæstinensiske folk for mange år siden optaget i FN som ”ikke stemmeberettiget observatør” og deres status vil efter en accept af ansøgningen blive ændret til ”ikke stemmeberettiget nation”.
Interessant nok erklærede Palæstina sig for en nation i 1988 og langt over 100 lande repræsenterende flertallet af klodens befolkning har allerede anerkendt landet.
Israel er stærk
Det er ingen hemmelighed, at årtiers forsøg på at forhandle sig til en løsning for Palæstina er slået fejl. I 1993 blev Oslo-aftalen et godt forsøg på at få fredsprocessen i gang om løsning om to stater.
Dengang boede 100.000 israeler på Vestbredden. Nu bor der over 300.000. Endnu flere bor på den anden side af den ”grønne linie”, der markerer den forventede grænse mellem de to nationer.
Israelske politikere har ikke lagt skjul på, at de ikke vil acceptere en palæstinensisk stat. At Israel alligevel på en måde har accepteret tanken skyldes alene USAs præsident Obamas pres.
USA ønsker to stater efter grænsedragningen af 1967-krigen, hvilket er accepteret af Palæstinenserne. Israel har stillet en række betingelser, der er uacceptable.
[pagebreak]Obama står dårligt
Obama blev valgt på at forsøge at finde en ligeværdig løsning, men er ingen vegne kommet med Israel, der nærmest gør, hvad der passer dem. Den amerikanske præsident har sågar vetoet en resolution imod besættelser, som han selv havde fordømt. USA gør altid som Israel kræver.
USA har op til palæstinensernes ansøgning tirsdag forsøgt at løbe nogle forhandlinger i gang, men det er slået fejl. Obama er på vej ind i en valgkamp, hvor han ikke har lyst til at blive set som Israels logrende skødehund.
Trods stærk jødisk indflydelse i amerikansk politik, især i kongressen, mener amerikanerne i henhold til meningsmålinger, at USA burde være balanceret i midten og ikke favorisere Israel.
USA mister muligheder
Omvæltningerne i Mellemøsten gør Barack Obamas situation særdeles meget vanskeligere. Godt nok er befolkningen i USA pro-israelsk, men supermagten bliver mere og mere upopulær i en region med en milliard mennesker.
Afstemningen i Sikkerhedsrådet, når palæstinenserne så langt, vil give problemer lige meget, hvad USA så gør. Mellemøsten vil endnu en gang føle sig provokeret ved et veto. Uro kan opstå i mange lande.
Skulle USA overraske og stemme for, vil Obama få lammetæsk af sine mere højreorienterede modstandere i det republikanske parti. Han og demokratene kan næppe tåle at blive beskyldt for at være anti-israelsk i en valgkamp.
[pagebreak]Egne veje
Man kunne spørge sig selv, hvorfor Palæstina skal have godkendelse fra nogen som helst for at erklære sig for at være en nation. Anerkender flertallet i generalforsamlingen landet som en nation, behøver man måske slet ikke Sikkerhedsrådet, der blot kan gøre nationen stemmeberettiget.
Historisk set blev Israel ikke anerkendt af Sikkerhedrådet. Området erklærede sig for at være en nation, USA accepterede pronto, og FN kom så med på beslutningen året efter. Måske har palæstinensere læst en historiebog.
Faktisk har Generalforsamlingen i FN vedtaget en resolution i 1947, der delte Palæstina ind i to nationer, en ”arabisk stat” ved siden af en ”jødisk stat”.
Blandt kommentatorer rundt omkring er der forhåbningsfulde stemmer, der mener, at USA måske kan lande midtvejs og undlade et veto. Håber er, at det kunne starte forhandlinger. Også Israel kunne nyde godt af forandring, da landet ikke er anerkendt af de fleste arabiske nabolande.
Europa kan deltage
Barack Obama står overfor et nederlag, også på sine egne holdninger, med mindre han finder på noget politisk kreativt. Sikkerhedsrådet er skabt for at skabe fred. Blandt fantasierne er, at Europa kunne introducere en brugbar resolution, før Obama bliver tvunget ind i et veto.
Sagen er, at israel ikke kan nedlægge veto, fordi landet ikke er en af vinderne i anden verdenskrig. En god resolution fra Europa, der har tilsvarende alliancebånd med Israel, kunne få USA til at afstå fra at stemme og Palæstina til at forholde sig i ro.
USA er måske slet ikke den rette til at forhandle fred, idet Israel modtager milliarder i støtte og har sikkerhedsgarantier fra supermagten. Og måske er USA og Obama træt af at skulle redde ubøjelige Israel ud af den ene krise i FN efter den anden.
[pagebreak]Araberne
USA sender også penge til palæstinenserne på Vestbredden, og Obama kunne beslutte at stoppe den form for hjælp, hvis han føler sig tilpas provokeret af dem. Men Washington er ikke de eneste med en tyk tegnebog.
Saudi Arabien har masser af penge og har før vist sig villig at ville gøre noget for andre arabere, når de kom i vanskeligheder med USA. Den tidligere egyptiske leder, Hosni Mubarak, fik sådan set engang en garanti på milliarder af dollars af samme grund.
For en uge siden udtalte en saudisk prins, Turki bin Faisal Al Saud, at måske kan hans land blive tvunget til ”ikke at samarbejde med USA på samme måde som hidtil.” Forholdet mellem USA og Saudi Arabien er ret giftigt for den arabiske partner opstandene overalt i Mellemøsten taget i betragtning.
Prins Turki bin Faisal antydede, at Saudi Arabien kunne blive tvunget til at antage en mere ”uafhængig og fast udenrigspolitik.” Prinsen er ikke en Hr. Hvemsomhelst. Han er tidligere ambassadør til USA og chef for sikkerhedstjenesten.
I Washington Post advarer han imod de uoprettelige skader et amerikansk veto vil gøre på mulighederne for venskab mellem USA og den arabiske verden.
Et massivt politisk spil
Man glemmer, at den palæstinensiske stat blev deklareret i 1988 af Yassir Arafat. Vestbredden er sådan set anerkendt som palæstinensisk territorium, og Israels omfattende bosættelser i området er ikke anerkendt af nogen som helst. Sådan set er der allerede et land.
Staten Palæstina er allerede anerkendt af langt over 100 lande, som har oprettet diplomatiske forbindelser med palæstinenserne. En opgørelse siger, at 15 ud af verdens 20 mest befolkede nationer anerkender Palæstina.
John V. Whitbeck, en international sagfører, der har rådgivet palæstinenserne i forhandlinger med Israel, skriver i Palestine Chronicle, at spørgsmålet slet ikke handler om Palæstina, men om at det er på tide, at USA erklærer sin selvstændighed (fra Israel).
Den tidligere amerikanske præsident Jimmi Carter, der gennem Camp David aftalerne i 1978, sikrede fred mellem Israel og Egypten, udtrykker tvivl i en kommentar i The New York Times for en uge siden: USA har i praksis trukket sig fra fredsprocessen og dermed accepteret Israels be- og bosættelsespolitik, mener ex-præsidenten.
Jimmi Carter tror, at der med Palæstinensernes handling åbner sig en mulighed for, at USA sammen med FN, Rusland og Europa, for ikke at sige de arabiske landes fredsforslag, kan flikke et sammenhængende fredsoplæg sammen.
Carter tror, at det kan gøres. Han skulle vide det. Han fik det umulige til at ske for 33 år siden.