Et skelsættende øjeblik for striden om grænser mellem Israel og Palæstina.
Præsident Barack Obama bakker nu op om palæstinensernes krav om, at de israelske grænser skal rulles tilbage til tiden før seksdagskrigen.
"Grænsen mellem Israel og Palæstina skal ligge som i 1967. Med gensidig respekt, så vi kan få sikre og anerkendte grænser for begge lande," siger Obama.
Israelerne vil formentlig brokke sig højlydt over, hvad de mener, skal forhandles på plads og ikke dikteres. Men her imødekom Obama dem.
"Vi støtter Israel uden tvivl. Men fordi vi er venner, må vi også sige sandheden til hinanden, og situationen er uholdbar i øjeblikket. Israel må handle for at sikre freden," forklarede han.
Her fra kom den amerikanske leder med en køreplan, hvor Israel gradvist trækker sig ud af de besatte områder.
"Israelske styrker skal trækkes tilbage samtidig med at palæstinenserne selv overtager ansvaret for sikkerheden i en selvstændig, ikke-militariseret stat," fortæller han.