28-årige Birgitte Risum Hansen er nyuddannet social- og sundhedsassistent, men alligevel har hun på bare lidt under et år stiftet bekendtskab med ældreplejens benhårde arbejdsvilkår.
Det har fået hende til at skrive et læserbrev i Politiken, hvor hun beskriver en helt almindelig fredag på det plejehjem i Midtjylland, hvor hun arbejder. Og her lægger hun ikke skjul på, at et tungt arbejdspres er hverdag for hende og mange kollegaer.
Normeringerne er helt i bund
Birgitte Risum Hansens håb er, at hendes opråb kan være med til at sætte fokus på, hvor svært det er for de ansatte i ældreplejen at udføre et ordentligt stykke arbejde med de nuværende normeringer, fortæller hun.
- De ting, jeg har lært på min uddannelse bliver pludselig meget abstrakte, når der ikke er flere mennesker til at varetage arbejdsopgaverne ude i virkeligheden, siger Birgitte Risum Hansen til Avisen.dk.
Svært at nå det hele
På det plejehjem, hvor hun er ansat, har hun som aftenvagt i weekenden ansvar for 10 beboere. Derudover får hun hjælp fra en kollega, men den person skal også stå til rådighed for ti andre beboere. I praksis er Birgitte Risum Hansen derfor alene om de ti ældre, forklarer hun.
I løbet af en dag har Birgitte Risum Hansen svært ved at få enderne til at mødes, da hun både skal sørge for syge beboere, der ofte er blevet tidligt udskrevet fra sygehusene, og den generelle hygiejneske pleje af de øvrige beboere.
Derudover står hun også for praktiske gøremål som tilberedning af mad og opvask. Og de mange forskellige behov, der skal tilgodeses, medvirker til, at hun gennem hele dagen mærker en dårlig samvittighed.
Demente der skriger på hjælp
Birgitte Risum Hansen går tit hjem fra arbejdet med en følelse af utilstrækkelighed over ikke at slå til, forklarer hun til Avisen.dk.
Følelsen af ikke at slå til melder sig blandt andet, når der i fællesstuen sidder en dement mand, der forgæves råber på hjælp.
- Den her mand råber helt vildt, fordi han slet ikke får den opmærksomhed, han burde få. Det er helt tydeligt, at han har behov for min tilstedeværelse. Det kan han bare ikke få, når jeg skal styrte rundt for at sørge for de ni andre også, siger hun til Avisen.dk.
Flere knækker
Birgitte Risum Hansen savner, at der er tid til, at hun kan sætte sig ned og drikke en kop kaffe med beboerne eller holde dem i hånden.
Derimod savner hun ikke mere at skulle redegøre for det ene og det andet, da hun oplever, at der er et alt for stort krav om dokumentation af hendes arbejde.
Hvis de arbejdsvilkår, som Birgitte Risum Hansen oplever i dag fortsætter, er hun ikke sikker på, at hun kan blive i branchen indtil pensionsalderen.
Og det er da heller ikke ualmindeligt, at folk bukker under før, fortæller hun.
- På grund af det arbejdspres, vi alle sammen er under, er der meget sygdom blandt sosu-assistenter og mange går ned med stress, siger Birgitte Risum Hansen.
På kompromis med sikkerheden
De mange sygemeldinger er skyld i, at der ofte er vikarer, der må træde til i stedet for de fastansatte. Men det er ikke problemfrit, mener Birgitte Risum Hansen.
- Vikarerne gør det så godt, de kan, men de har jo ikke det samme ansvar. Derfor sker der typisk flere utilsigtede hændelser, når der er vikarer, og det går udover beboernes sikkerhed, siger hun.
Tilsyneladende er Birgitte Risum Hansen ikke den eneste SOSU-assistent, der er bekymret.
Dårlige normeringer udsætter nemlig dagligt eller ugentligt hver femte ansatte på plejehjemmene for situationer, som de anser for ”uforsvarlige eller farlige”. Det viste en FOA-undersøgelse tilbage i marts.