Nykredits datterselskab Totalkredit er billigere end mange af sine konkurrenter, selv om realkreditselskabet har hævet priserne til stor frustration for mange kunder, skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.
Avisen har fået lavet et regnestykke, som medregner effekten af de 600 millioner kroner, som Foreningen Nykredit mandag lovede at sende tilbage til Totalkredits kunder.
- Kunderne skal lige klappe hesten og passe på ikke at reagere alene på følelser. På nogle låntyper er Totalkredit faktisk billigst alt taget i betragtning, siger privatøkonomisk rådgiver Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg til Finans.
Ifølge Nordea Kredit efterspørger kunderne primært tre lånetyper: F5, F-Kort og fastforrentede lån.
Totalkredit er billigst af alle på F5-lån og næstbilligst inden for de to øvrige kategorier, når man medregner effekten af de 600 millioner kroner.
To professorer ved Copenhagen Business School, Jesper Rangvid og Peter Ove Christensen, har lavet en analyse af Totalkredits bidragsstigninger, når modellen med kundekroner er indført.
- Vores beregninger viser, at kunderne i Totalkredit kun får en regning på cirka tre procent, når Totalkredits bidragssatser hæves med 20 procent, siger Jesper Rangvid til avisen.
Debatten om priserne i realkreditinstitutterne er blusset op, efter at Totalkredit besluttede at hæve de bidragssatser, som långiverne betaler, med den begrundelse, at koncernen skal polstre sig finansielt.
Mange kunder er rasende over prisstigningerne, men flere har også anført, at de føler sig stavnsbundet, da omkostningerne ved at skifte til et andet realkreditinstitut er for høje til, at det kan svare sig.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.