Praktisk dannelse er ligeså vigtig som boglig dannelse, mener Mattias Tesfaye.
Socialdemokraten Mattias Tesfaye er en af de få medlemmer i Folketinget, der har en håndværksmæssig baggrund.
Efter fire måneder i gymnasiet droppede han ud for at uddanne sig til murer på teknisk skole. Og det var ikke fordi, han ikke var begavet nok til at gå den boglige vej.
Det fortalte han i et oplæg til en flok skole- og uddannelsesfolk, der i disse dage er samlet til det traditionsrige Sorø-møde for at diskutere uddannelsespolitik. Det skriver Politiken.
Man kan ikke snakke sig fra en skæv mur
Politikeren havde allerede i en ung alder snakketøjet i orden, og derfor klarede han sig 'fremragende' i gymnasiet, afslørede han.
For i gymnasiet kan man snakke sig fra alt, men det kan man ikke på Teknisk Skole ifølge Tesfaye, der i dag er erhvervsuddannelsesordfører for Socialdemokraterne
- Man kan ikke snakke sig fra, at en mur er skæv, sagde han til forsamlingen.
Mattias Tesfaye mener, der er brug for at genskabe forståelsen af, hvad den håndværksmæssige viden er.
Det handler om, at praktisk dannelse og boglig dannelse er to forskellige ting. Og at balancen mellem hoved og hænder skal genoprettes, fastslog han.
Det er sundere for sindet
- Min mester sagde: ’Mattias, du snakker og snakker. Det er ikke kæberne, men næverne, du skal bruge,' fortalte Mattias Tesfaye og tilføjede, at hans mester aldrig kiggede ham i øjnene, men altid havde blikket på den mur, han var igang med at bygge.
- Han var ligeglad med mig. Det var det, jeg lavede, der var interessant.
Ifølge Mattias Tesfaye er håndværksfagene, hvor man bruger hænderne, på sin vis sundere for sindet.
- Jeg synes, det er meget mere barsk at være i et kontormiljø, for på en byggeplads bygger man noget uden for sig selv. Man bliver bedømt på det, man laver. Det er faktisk befriende. På et kontor skal man hele tiden legitimere sig selv. I stedet for en masse psykofarmaka vil jeg anbefale mange unge at blive håndværkere. Håndværkeren danner sig selv, når de danner noget andet, lød det fra Mattias Tesfaye.