Ganske vidst har USAs Barack Obama erklæret krigen imod al-Qaeda for næsten vundet, men meget tyder på, at det faktisk går i den stik modsatte retning. Netværket kontrollerer i dag større landområder end nogensinde før og rekrutterer flere jihadister end noget tidspunkt tidligere i de forløbne 25 år.
Det blodige angreb på shoppingmekkaet i Nairobi blev foretaget af den somaliske al-Shabab afdeling af det frygtede netværk. I Yemen kæmper den arabiske filial. I Pakistan hedder de Lashkar-e-Taiba. I Syrien hedder de al-Nusra og vinder terræn.
Jihadisterne siges nu at repræsentere 80 procent af Den Frie Syriske Hær, som vesten overvejer at støtte officielt.
Barack Obamas dron-kampagne og drabet på Osama bin Laden i 2011 har været brugt som middel til og argument for, at nu er hovedet kappet af slangen, og dens yngel gemmer sig i frygt. Alligevel rapporterer Economist, at al-Qaeda har formået en formidabel genkomst trods de konstante angreb.
Arabisk frostvejr
Kulde fordriver det såkaldte arabiske forår. Våben strømmer ind i Libyen, tusinder lader sig hverve til kampen imod Bashar al-Assad, al-Shabab rekrutterer flere end tidligere i og udenfor Somalia. Economist anslår, at al-Qaeda dræber omkring 1.000 om måneden i Irak. Og vestens tilbagetrækning fra Afghanistan åbner for enorme landområder.
Alt er ikke tabt til de radikale jihadister, og løsningen bør være, skriver Economist, at støtte de mange lande, der kæmper imod dem med viden, efterretninger og bistand. Blandt dem er Yemen, Somalia, Irak, Libyen, Mali, Niger, Kenya og Nigeria.
Der formodes ikke at være tale om støvler på jorden, men om vestens rigelige “soft power” i form af penge, viden og uddannelse. Økonomisk vækst er et godt middel imod radikalisering af fattige landes overskud af desperate unge uden job.
At føre jihad koster mange penge, og midler kommer tilsyneladende i rigeligt mål fra rige golf-stater, der overhovedet ikke bryder sig om det arabiske forår. Mærkværdigt nok er disse stater allierede med vesten, der i sidste ende er den erklærede fjende.