PLUDESELIG hørte jeg vuggens hjul begynde at rulle.
Jeg bukkede mig ned og snørede mine løbesko stramt.
For nu skal der løbes igen i højeste gear!
En gammel glasdør, der er rammet ind i en brun ramme på halvanden meter åbnede.
BABYEN I SIN VUGGE, en kyndig læge og en sygeplejerske fra barselsgangen kom til syne.
Og selvfølgelig - som alle andre gange fulgte også en mand med efter vuggen.
En nervøs ung mand i midten af trediverne med sort T-shirt, shorts, brune sandaler, lidt skæg og sort hår.
Han ser ud til at være helt ligeglad med hele verden og alt andet i det øjeblik.
For i dette øjeblik handler det om at være der for det barn, der er født sygt.
Han er bange, forvirret, ramt af angst, og kæmper for at holde fokusset med sit blik på vuggen, der bliver kørt 1,5 meter foran ham.
Det er tilsyneladende en far, der ikke helt kan afgøre, om han er lykkelig eller ulykkelig.
I ANSIGTET er der minimal bevægelse, ingen smil, han er helt rød, som om han ikke har spist og drukket de sidste 12 timer, og er ved at falde om på grund af lavt blodsukker.
Babyen har lukkede øjne, rynket pande og en helt lyserød krop med lidt sort hår på hovedet.
Babyen kommer kørende i sin vugge til stuen og bliver placeret ved VIP-loungen – hvilket i sygehusverdenen vil sige ved vinduet med udsigt til en byggeplads ved Rigshospitalet.
Han er pakket ind i hospitalets blå, varme håndklæder og dyne, fordi han ikke skal fryse.
Og det kan vores gode, gamle og måske et tusind gange kogte og vaskede, men stadig brugbare dyne, sammen med sit grimme blå, farvede dynebetræk, sørge for.
Og for at ingen skal stjæle dem, og der ikke skal opstå tvivl om vores professionalisme, har vi mærket dette vældigt stolt med store bogstaver på alle dyner, lagner og betræk:
“Tilhører Region Hovedstaden”
IMENS MIN KOLLEGA modtager barnet og sætter det i behandling sammen med lægen, nærmer jeg mig den nervøse far.
Når vi har tid og ressourcer til det, er vi altid flere om at modtage et barn. Mens den ene sygeplejerske modtager, sørger den anden for forældrene.
“Tillykke med ham. Hvor er han fin," siger jeg med et kæmpestort smil.
Øjeblikket, hvor han rettede blikket mod mig, og der stille løb en tåre ned ad kinden, befriede han sig fra mørket.
En hånd på skulderen, et lille smil, et par ord og et glas meget rødt og sødt saftevand til denne omsorgstrængende far var nok til at vække ham fra sit mareridt og tusindvis af de værste skrækscenarier, han har smittet sig med efter have været på google og læst om sygdommen.
Barnet var fint. Og det skulle denne far have at vide.
Alle babyer er fine.
MEN BØRN, der allerede ved livets start bliver udsat for en tung opstart, er ikke kun fine, de er også helte!
De lærer, at ingenting i denne verden skal tages for givet. Mens de fleste børn, lige så snart de bliver født og får klippet navlestrengen over, selv helt automatisk kommer i gang med at fylde lungerne med blod og ilt med et skrig, der bringer smil frem hos alle på en fødestue, markerer livets start for andre børn, at livet er en svær kamp, hvor de må lære at kæmpe og lære at huske at sætte pris på alting, man får – og på hvert enkelt åndedræt, som “bare er noget, der sker”.
Godt nok får de en hård start på livet, men stærke er de!
Tænk en gang:
“Menneskesæd af normal kvalitet indeholder omkring 60 millioner sædceller per milliliter. Det giver i alt mellem 300 og 500 millioner sædceller i en udløsning”. Og hvis han blandt disse 300 millioner sædceller været den hurtigste i et forhindringsløb blandt andre celler og har overlevet transporten til æggelederne hos moderen og oven i købet kæmpet og trængt sig ind i moderens ægcelle, så er det kun, fordi han er den stærkeste og faktisk også en helt.”
Respirator, operation, navlearterie og venekateter, sonder, overvågninger, massevis af scanninger, røntgenbilleder, drop, medicin, måle, veje, flere tilsyn af flere sygeplejersker, læger, bioanalytikere, der kommer hver dag på stuen mellem 7 og 8 for at stikke i hælen og tage blodprøver for at se, om tilstanden går frem eller tilbage. Det gør hele familien skør.
Krudt, energi, stress, angst, mareridt – en tunnel, som føles endeløs og mørk uden lys – alt det går familien igennem. Men heldigvis er de ikke alene. På vejen er alle sygeplejersker, laboranter, bioanalytikere, læger og afdelingsassistenter med for at hjælpe dem med at bevare håbet og ikke give op.
Og pludselig sker det.
MODERENS ØJNE, der er tørret ud af gråd på grund af savn og magtesløshed, fordi man ikke har været en heldig mor ligesom alle andre mødre, og har måttet begrænse sig på grund af apparaterne til kun at holde en lille hånd eller røre ved hovedet i stedet for at tage sit barn op, når det passer hende, er endelig slut!
Pludselig kan barnet det hele.
Kateter, drop, medicin, overvågning, konstant bimlende dumme lyde og slanger og apparater, der står i vejen mellem barnet og de nybagte forældre, er nu væk. Væk med dem!
Væk med slangen og respiratoren, der i dage, uger og måske måneder har holdt barnet stille og gjort stemmebåndene lamme uden gråd.
Nu står der et styk glad, lykkelig og stolt far, et styk mor, der tørrer sine glædestårer med sin håndflade, og et styk lille helt i sin barnevogn, der nu skriger efter sin mors mælk og er klar til at komme hjem.
Og hvem står ved siden af dem?
Det gør stolte sygeplejersker og læger, der bare i den grad er stolte over, at alting lykkedes for denne familie.
DENNE TYPE behandling er kun en af de mange behandlinger, vi giver til de syge børn. Heldigvis udskriver vi de fleste med et smil på læben.
Især, hvis det lykkes os at gøre vores bedste uden tidspres, og hvis forældrene har set og mærket det.
For det kan man godt i de velfungerende sundhedssystemer. Og i vores sundhedsvæsen lykkes det heldigvis også. Dog mest, når der ikke er mange patienter, og der er nok personale.
Hvor har det dog været fantastisk at kunne give sig tid og kunne få en familie igennem systemet uden at tabe dem på vejen.
En god pleje, behandling med fuld inddragelse, empati og medmenneskeligt engagement er det, vi kæmper for. For det er den slags oplevelser, vi gerne vil opleve i hele sundhedsvæsenet.
Pengene kan ikke altid være førsteprioritet. Det må være kvaliteten og glæden, man får ved at behandle og pleje, både som den der yder plejen, men også som den, der får den.
FINANSMINISTEREN tvinger os til at effektivisere – og dermed risikere at gøre vores patienter til objekter, hvor der ikke længere er tid til individuel pleje og behandling. Men der er god grund til at nægte bare at følge med.
For når det essentielle går i opfyldelse hos den syge, og vi får smilet tilbage på dem og deres pårørende, er der ingen lykkeligere og stolte end os.
Finansministeriet tror, at jeg er nødt til at løbe stærkere, bare fordi ministeren siger jeg skal. Men nej: Jeg vil personligt ikke løbe stærkere, bare fordi der kommer et påbud fra ham.
Faktisk nægter jeg høre på en minister, der sidder i finansministerstolen og efterlader syge børn og svage patienter i deres seng uden menneskeligt hensyn og tror, at det er en god idé at behandle alle ens og effektivisere og skære ned på patienternes pleje.
Kristian Jensen - du er ikke min minister, og jeg har ikke brug for dit råd!
Det er mine patienter, jeg lytter til og løber for.
For jeg ved godt, at hvis ikke jeg gør det, så dør patienterne af bagateller!
Derfor, kære kommende patient, mor, far eller pårørende, du skal bare vide en ting: Godt nok er vi meget travlt hver dag, vi løber i højeste gear og kæmper for at afskaffe effektiviseringerne, som får os alle til at løbe hurtigere og hurtigere, men du må aldrig tvivle på, at vi vil gøre vores allerebdste for dig.
DU MÅ ALDRIG være i tvivl om, at vi også vil kæmpe for, at du kan få en god oplevelse af sundhedsvæsenet.
For vi vil gerne - så længe vi kan løbe.
Men, spørgsmålet er, hvornår dagen kommer, hvor vi ikke kan løbe mere. Hvad skal der så ske med de syge børn?
Derfor bedes du at huske denne her dejlige familie, jeg lige har fortalt dig om, når du står i stemmeboksen med stemmesedlen i hånden næste gang.
Regions-, kommunal- og ikke mindst folketingsvalg.
Hvis du ønsker, at vi skal blive ved med at udskrive flere raske børn og flere familier med et smil på læben, så skal du tænke dig godt om, før du sætter et kryds.
STEM IKKE KUN FOR DIG SELV.
P.S: Uanset hvor du sætter kryds, lover jeg dig, at vi også vil løbe for dig en dag, når det bliver nødvendigt. Altså hvis vi stadig kan.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.