For to uger siden satte hviderusseren Victoria Azarenka den amerikanske tennisdronning Serena Williams på plads i Indian Wells-finalen, og lørdag aften dansk tid tog Azarenka sin anden turneringssejr på stribe.
I en ensidig finale i Miami Open dominerede Azarenka gennem hele kampen sin modstander, russeren Svetlana Kuznetsova, som blev nedlagt med 6-3, 6-2.
Med et par hurtige servegennembrud tog den hårdtslående hviderusser teten fra start, inden hun sikkert kørte første sæt hjem med 6-3.
Fra starten af andet sæt skruede 26-årige Victoria Azarenka yderligere op for tempoet, og Svetlana Kuznetsova fik i den grad lov til at betræde de fleste kvadratmeter af banen.
13.-seedede Azarenka buldrede af sted, kom på 4-1 og tilspillede sig to muligheder for at bryde sin 15.-seedede modstander til 5-1.
Et par fejl fra hviderusserens side gjorde, at 30-årige Kuznetsova kunne udskyde det uundgåelige nederlag en smule.
Det var en stakket frist, for kort efter havde Azarenka sikret sig sættet og titlen med 6-2.
Titlen er Azarenkas tredje i denne sæson efter sejrene i Brisbane i januar samt i Indian Wells for to uger siden.
Dermed har hun allerede rundet to millioner dollar (13 millioner kroner) i præmiepenge i denne sæson.
Kuznetsova står noteret for en enkelt turneringssejr på WTA Tour i sæsonen. Den faldt i januar i Sydney.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.