De kommunale besparelser har i den grad været på dagsordenen de seneste dage, hvor Kommunernes Landsforening har holdt topmøde i Aalborg. Her har blandt andet regeringens meget omdiskuterede omprioriteringsbidrag, der pålægger kommunerne at spare én procent af deres budget, været til debat.
Det har fået mange til at advare om konsekvenserne ved at spare på den kommunale velfærd. Social- og sundhedsassistenten Christina Böttcher Juel Andersen er også bekymret. Hun har derfor skrevet et indlæg om, hvordan realiteterne ser ud i hjemmeplejen, hvor hun arbejder for et kommunalt vikarkorps. Indlægget er offentliggjort på hjemmesiden 'Uden filter - stemmer fra arbejdspladsen', hvor lønmodtagere fra de danske arbejdspladser giver deres mening til kende i den offentlige debat.
I sit indlæg beskriver Christina Böttcher Juel Andersen en ganske normal arbejdsdag. Her skal hun blandt andet nå at give fru Dam en indsprøjtning med blodfortyndende medicin. Til opgaven hører også at finde medicinen, sikre sig at præperat og styrke er korrekt, få fru Dams bukser ned, finde det rette sted at stikke og samtidig sikre, at medicinen ikke kommer for hurtigt ind eller nålen hives for voldsomt ud. Til alt det har Christina Böttcher Juel Andersen to minutter at gøre godt med, og det inkluderer også at komme ind ad døren og få skoene af. Og det er slet ikke muligt, mener hun.
- Ja, altså med mindre jeg skal åbne døren, kaste nålen som en dartpil og sige goddag bagefter. Du tænker måske at de 2 minutter er en fejl, men for lidt tid og overlappende besøg er hverdagskost for os. Vi står dagligt i situationer, hvor vi skal vælge mellem pest eller kolera; mellem om det i dag er Fru Jensen eller Hr. Hansen, der skal vente ekstra på hjælpen eller “snydes” for et par minutter, for at vi kan nå det hele, skriver Christina Böttcher Juel Andersen blandt andet i sit indlæg og understreger, at hun absolut ikke synes, at det er ok.
Hun bliver derfor meget betænkelig, når hun hører om de kommunale besparelser.
- For hvor kan der spares? Den afsatte tid til ydelserne i hjemmeplejen er i forvejen så skåret ind til benet, at det ofte er svært at nå opgaverne med både sikkerheden og respekten for det enkelte menneske i højsædet. Men kravet til fremtidens hjemmepleje er måske, at man skal være både mester i dart og have evnen til at teleportere? spørger Christina Böttcher Juel Andersen retorisk.