Ja, så er det blevet den tid på året igen. Tid til blinkende lamper, fake champagne, grotesk popmusik og dansende bøsser. Masser af dansende bøsser. Nej, det er ikke Hans Pilgaards fødselsdagsfest, jeg taler om, men Eurovision – blandt ordentlige mennesker også bare kendt som ”Det internationale melodigrandprix”.
Værterne var fra v. , komikeren Hazel Brugger, modellen Michelle Hunziker og sangeren Sandra Studer Foto: Fabrice Coffrini/AFP/Ritzau Scanpix
I år er Schweiz værter for konkurrencen, hvor 26 europæiske lande konkurrerer om at lave den bedste musik. ”Musik” forstået i den mest liberale forstand. Og ”europæiske lande” forstået i den mest liberale forstand. Jeg mener … hvis man kigger på en globus, er der trods alt en væsentlig mængde hav mellem vi andre og Australien. Eller Israel, for den sags skyld.
Schweiz hævder at have opfundet Eurovision for 69 år siden. Noget, værtslandet har været gode til at understrege under ugens to semifinaler og flere gange gentager i aftenens finale.
De tager i øvrigt også æren for at have opfundet både uret, osten og chokoladen. Og cellofan og LSD, hvis man skal tro de tre kvindelige værter. Jo jo, der er masser af humor og selvironi i aftenens show. Af samme grund kunne de også godt lige have nævnt bankerne, der stadig bugner af naziguld – og at den sidste schweiziske kanton først gav kvinder fuld stemmeret i 1990. Jo, jo.
Nå, men denne aften kan vi alle sammen stemme. Også damer og børn, og af samme grund har både min kone og to sønner indfundet sig sammen med mig foran fjernsynet. Okay, det er måske mest, fordi jeg har købt både slik og chips, men alligevel.
Første deltager på scenen i Basel er Norge. Den unge nordmand af hankøn synger en sang, han har skrevet, efter hans mor blev diagnosticeret med kræft og fik at vide, hun kun havde seks måneder tilbage at leve i. Moren er heldigvis rask i dag. Til min store overraskelse. Bare at høre sangen kortede et halvt år af mit liv.
Estland er blandt favoritterne med en sang om espresso med mælk, der vist nok skal hylde italienere. Nej, jeg fatter det heller ikke. Altså, helt bogstaveligt, for den er på italiensk. De synger noget med at arbejde hårdt, så måske den ikke er om italienere alligevel.
Israel har ild med på scenen. Modigt, verdenssituationen taget i betragtningen. Den kvindelige sanger bliver som forudset buhet af scenen af en del af aftenens publikum. Det såkaldte LGTB-miljø, der som bekendt er ganske velrepræsenteret blandt melodigrandprix-fans, overlapper generelt det såkaldte hav til flod-miljø, der er ret pjattede med Palæstina.
Jeg kunne godt tænke mig, at Palæstina både deltog ved og vandt Eurovisionen. Bare så showet kunne afholdes i Gaza City, og vi en gang for alle kunne finde ud af, hvor fedt det mon egentligt er at være bøsse dernede.
Apropos krig og konflikter, så er Ukraine – ifølge den danske kommentator Ole Tøpholm – et af de mest succesfulde lande i dette årtusinde. Altså, i Eurovision, ikke sådan generelt. I år er bidraget dog så ringe, at de ikke engang må forventes at hive sympatipoint hjem. Nu synes jeg selvfølgelig ikke, at nogen som helst har fortjent at dø i krig, men … hvis det endelig skulle være, så er det altså de forkerte ukrainere, russerne har skudt på.
Sissal fra Færøerne/Danmark Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Min yngste søn er gået ind på sit værelse for at spille det nye ”Doom” på sin PS5. Den ældste er bare gået. Min kone er her stadig, men det skyldes nok mest det med chipsene og slikket. Min søster skriver til mig på Messenger. Hun har spillet penge på, at Danmark vinder. Altså, vinder det hele. Ja, hun er en smule kuk. ”Det er befriende, at Sissal bare er tilstede i sin badedragt og ikke prøver at danse sexet eller spille noget akavet … hun smiler bare naturligt,” skriver hun. Min søster ved en anelse om at synge og optræde, og jeg føler mig derfor presset til at sætte 200 kroner på, at Danmark i det mindste kommer i top-10.
England har sendt de tre unge kvinder fra den gamle Cowey-reklame. Eller, sådan ser de i hvert fald ud. Der er en dansker, der har været med til at skrive deres sang. Ham kender min kone, siger hun. Af respekt for både hende og ham skal jeg undlade at nævne, hvem han er.
Østrig stiller op med noget opera, i sort-hvid, og sangeren er tilsyneladende glad for smeltet ost. Jeg har svært ved at forestille mig, at der nogensinde er kommet noget værre ud af Østrig. Eller vent … nej, jeg kan ikke komme på noget.
Letland fik en flot placering. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Letlands bidrag ligner en dårlig udgave af ”Avatar”. Altså … det ligner ”Avatar”. Ej, det er bare pjat, jeg ved faktisk ikke, om ”Avatar” er dårlig, for jeg har aldrig set den. ”Det ligner noget fra en teaterkoncert af Nicolaj Cederholm,” skriver min søster. Jeg giver hende ret, men det er bare for ikke at tabe ansigt. Jeg har faktisk heller aldrig set en teaterkoncert af Nikolaj Cederholm. Jeg har set den nye Marvel-film, men det er en anden historie. Og ganske irrelevant lige nu. Jeg syntes bare lige, jeg ville nævne det.
Ole Tøpholm præsenterer Island som ”den tidligere danske ø”. Det er sgu friskt, i disse tider, hvor vi ellers skal skamme os over vores tid som kolonimagt. Han undlader dog at omtale både Polen og Østrig som ”tidligere tyske delstater”. Skuffende.
Apropos den til tider kulørte europæiske historie, så synger manden fra Holland både på fransk og engelsk. Men ikke på hollandsk. Og egentlig heller ikke på engelsk. Altså, med mindre man anerkender De Nattergales version af sproget som officiel dialekt. Om han synger på rigtigt fransk, ved jeg faktisk heller ikke, for jeg forstår heller ikke fransk.
Finlands "Ich komme"-bidrag. Foto: Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix
Finland har sendt en dame med enorme babser, der synger en fræk sang. ”Ich Komme”, hedder den, og det forstår jeg, og hun har selv fortalt, at den handler om at få orgasme. Gad vide hvad folk havde sagt, hvis det havde været en mand, der sang den?
Grækenland har sendt en reinkarnation af Nana Mouskouri, mens Tyskland har sendt en reinkarnation af Christiane F. I den forstand er der stadig balance i Europa. Jeg har aldrig rigtig hørt noget med Mouskouri, men som alle andre fra Generation X har jeg været tvangsindlagt til at se filmen om Christiane F. i folkeskolen. Fin film. Det var den, der gjorde, at jeg blev fan af David Bowie. Og af heroin og prostituerede.
Sverige var storfavoritter i showet. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Jeg skriver til min søster, at jeg har spillet på Sverige som vinder. Jeg så – helt frivilligt, uden at skulle skrive om det – den ene semifinale i torsdags og syntes oprigtigt, det var en fin sang, de indvandringsglade feminister havde lavet. ”Den, der kommer nu, har jeg også fidus til i top-10,” svarer min søster, alt imens Armeniens bidrag toner frem på skærmen. Det er en ung mand i bar overkrop, der løber på løbebånd, mens han smører sig ind mudder. Hun har altid godt kunne lide den slags. Altså, unge mænd i bar overkrop og mudder. Ikke løbebånd. Uha.
Mudder og hurtigløb fra Armenien. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Malta har måtte ændre deres tekst, fordi den var for fræk for det engelske publikum, fortæller Tøpholm. Omkvædet indeholdt åbenbart ordet ”cunt”, der på maltetisk betyder ”at synge”. På engelsk er det et nedsættende udtryk for en kvinde – eller mere nøjagtigt: for hendes reproduktionsorganer. Det var da godt, at vi ikke sendte Suspekt afsted. Eller Lukas Graham. Altså, ikke fordi Lukas Graham synger noget frækt. Bare fordi han er dårlig.
Sissal lægger salen ned. Hun er født på Færøerne, men Ole Tøpholm misser fuldstændig muligheden for at omtale den som ”en tidligere dansk ø”. Eller ”nuværende dansk ø.” Begge dele havde været sjovt. Men jeg forstår godt, at man skal gå lidt stille med det tilhørsforhold lige netop i aften. Færingerne har traditionelt ikke meget forståelse for mænd, der tænder på andre mænd. Jamen, det er rigtigt.
Min søster skriver igen og gentager sin lovprisning af Sissal. Hun har dog også sat lidt på Litauen i top-10, fortæller hun. Hun er ny på betting-markedet og forstår muligvis ikke helt, at alle sangene ikke bare kan komme i top-10. Men hun har penge nok, så det må hun selv rode med.
Begge mine sønner er kommet tilbage i stuen. Muligvis mest for at få chips. Den ene proklamerer, at han holder med guitarnummeret fra Portugal, mens den anden er vild med den lidt skrøbelige ballade fra Schweiz. Nørd. Jeg prøver at forklare dem, at Sverige, der i samme øjeblik går på scenen, kommer til at vinde. Jeg spiller endda lidt ekstra på dem. Til stor frustration for min kone, der hele ugen har gjort mig opmærksom på en regning fra Norlys, jeg endnu ikke har fået betalt. Jeg lover også mine umusikalske børn, at jeg kører på McDonald’s efter showet og køber dem alt det, de vil have, hvis Schweiz eller Portugal kommer i top-5.
Showet afsluttes med San Marino. Et land, så lille, at det knap nok kan kaldes et land, og som ingen ville lede efter, hvis det faldt ned bag sofaen. Deres bidrag er endnu en hyldest til Italien. Det er anden gang i aften. Altså, har de mafiosoer bestukket hele bundet eller hva’?
Nå, men forsangeren har tidligere været med i bandet Eiffel 65, der i slutningen af 90’erne hittede med nummeret ”Blue”, fortæller Tøpholm. Det overrasker mig. Altså, både at de hittede dengang, og at han stadig findes. Man skulle tro, at nogen havde aflivet ham som straf på nuværende tidspunkt.
Den sædvanlige pause inden stemmeafgivningen er som sædvanlig en sejtrækker. Humøret bliver dog holdt oppe af, at der på de sociale medier – og i salen, går jeg ud fra – tilsyneladende er rygter om, at selveste Celine Dion kommer og synger. Spoiler: Det gør hun ikke.
I stedet bliver vi trakteret med et par gakkede numre fra forrige års finale, samt en gennemgang af Schweiz’ tidligere bidrag, som ikke var i nærheden af at vinde. Det er ligesom at være inviteret til en middag, hvor værterne kun serverer det, de selv kan lide, mener min kone. Jeg er ikke sikker på, om hun tænker på nogen specifik, men det kunne godt lyde som vores venner, Thomas og Lone. De panerede svinekoteletter giver mig stadig mareridt.
Selve afstemningen er spændende. Altså, ikke spændende som en VM-finale eller svaret på en klamydia-test. Men mere bare sådan ”har vi råd til at betale den regning fra Norlys, kommer min søster til at hovere og skal jeg til at køre på McDonald’s midt om natten”-spændende.
Østrig vandt hele molevitten. Foto: Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix
Svaret er tre gange nej. Østrigs opera-feberdrøm vinder. Sverige bliver meget ufortjent kun nummer fire. Schweiz bliver nummer ti og Portugal 21. Litauen bliver 16, Armenien 20 og Danmark 23. Min kone går i seng, falskt forvisset om, at jeg kun spillede er par hundrede på Sverige. Mine børn smågræder sig sultne i søvn. ”Europa er et mærkeligt sted”, skriver min søster. Lige på det område er vi helt enige.
Søren Baastrup er forfatter, freelancejournalist og Avisen.dk's faste anmelder Foto: Privat