Drop Roskilde Festival
En ting er det pivringe musikprogram. Noget andet er hippie-hysteriet, der nu har taget fuldstændig overhånd. Årets festival har f.eks. dedikeret en scene til at snakke om klima (chok!) og køn (chok igen!) og ytringsfrihed (med mindre man vild med Israel og træt af LGTB, tænker jeg). Og på hjemmesiden reklameres der med, at publikum i år kan ”smage på deres eget skrald” – f.eks. bananskræller, der er blevet til karamel og fiskeben, der er blevet til nudler. Mange spørgsmål melder sig, ikke mindst: Hvem tager fisk med på en festival? Og hvordan mon sådan en frækkert smager, når den har ligget i et varmt telt et par dage?
Tag i stedet på Smukfest
… hvor man trods alt stadig smider sit affald i skraldespande, og den største eksistentielle krise opstår, når man skal forsøge at balancere sine seks fadøl og to franske hotdogs helt op foran bøgescenen, inden Dodo & The Dodos går på.
Drop Tivoli
Emsige vagter, uendelige køer og madpriser, der ville få selv Jeff Bezos til at aflyse sit bryllup. Og så har vi slet ikke talt om årets sommerrevy, der angiveligt fik Søs Egelind til at savne tiden i kemobehandling. Bevares, du kan da være heldig at støde ind både Janni Ree, Flemming Østergaard og Henrik Qvortrup på restaurant Grøften – men kun, fordi Skovridderkroen ikke giver adgang med fodlænke.
Tag i stedet på Bakken
… hvor der er stegt flæsk ad libitum, revyen stadig får gode anmeldelser og de eneste kendte mennesker, du møder, er nogen fra reality-tv. Okay, faktisk ligner 85 procent af det voksne publikum på Bakken nogen fra reality-tv, så jeg er ikke helt sikker. Men … stegt flæsk.
Drop charterferien
Det eneste du tør spise fra all inclusive-buffeten er pomfritter. De har stavet ”Messi” forkert på den fodboldtrøje, du har købt nede på markedet. Der er åbenlyst ikke noget arbejdstilsyn, der har tjekket den store banan, som en 17-årig græker lige om lidt skal trække dig rundt på efter sin onkels speedbåd. Og de andre danskere står tidligt op for at spærre solstolene, tyskernes børn spiser pomfritter i poolen og englænderne larmer i baren hele natten.
Tag i stedet i sommerhus på Vestkysten
… hvor du kan hygge dig hele ugen med de fire bøger, der er efterladt i bogreolen (mindst en af dem er Sara Blædel) og et gammelt ludospil (den originale terning er væk, men der ligger en ny uden stjerne og globus). Og hvor de eneste tyskere er dem, redningshelikopterne leder efter, fordi de er drevet til havs på deres luftmadras.
Drop Tour de France i tv
Personligt ser jeg kun ting i tv, der varer over tre timer, de få gange om året, jeg anmelder melodigrandprix – og der får jeg rigeligt af mænd med stramme shorts og fjollede solbriller. Reglerne i Tour de France er idiotiske.
Hvis tilpas mange ikke når i mål til tiden, så laver man f.eks. bare tidsreglen om, så de alligevel kan være med. Og de uskrevne regler er endnu mere idiotiske. Man må f.eks. ikke angribe, når ham i den gule trøje spiser. Eller tisser. Ja, Jonas Vingegaard angriber ikke engang, når hans værste konkurrent styrter. Allerværst er dog løbets sidste etape, hvor rytterne bare kører arm i arm og hygger sig med champagne. Vorherre bevares.
Se i stedet EM i kvindefodbold
Ja, jeg er gået fuld woke denne sommer. De danske fodbolddamer er med ved EM, og de første kampe spilles i disse dage. Danmark møder Sverige fredag. Og bare rolig, det er ikke ligesom med mændene: Her er der ikke nogen, der ikke gider spille, hvis de ikke først får mere i løn. Ikke nogen, der kun knæler før kampene, fordi de har set nogle amerikanere gøre det i tv, men er røvligeglade med menneskerettigheder, når det endelig gælder. Ikke nogen, der bliver mopsede, når de får kritiske spørgsmål, og giver pressen skylden, når de taber.
Og ikke nogen anfører, der ikke tør spille med et bind på. Hvilket også ville være lidt ulækkert, når nu de spiller i hvide shorts.
God sommer!
Søren Baastrup er forfatter, freelancejournalist og Avisen.dk's faste anmelder. Foto: Privat