Politibetjente har torsdag aften anholdt den skandaleramte politiker Eric Joyce efter et barslagsmål i det britiske parlament i London.
Joyce, som er medlem af Underhuset og kendt for at være lidt af en fordrukken slagsbror, sidder nu i politiets varetægt, hvor han afventer sin videre skæbne.
- Politiet blev tilkaldt kort før klokken 22.30 efter meldinger om tumult i en bar inde i House of Commons (Underhuset, red.), fortæller en talsmand fra politiet.
- Betjente kom til stedet, og en mand i 50'erne blev anholdt i forbindelse med denne hændelse, lyder det ifølge Sky News, som rapporterer, at den anholdte er 52-årige Joyce.
I givet fald vil det ikke være første gang, at den skotske eks-soldat er kommet op og slås ved et af vandingshullerne i parlamentet, hvor tørstige folkevalgte kan få sig en fadøl eller drink efter afstemningerne.
I februar nikkede han en skalle til konservative Stuart Andrew og Ben Maney i "Stranger's Bar", som er åbent for alle medlemmer af parlamentet og deres eventuelle gæster.
Eric Joyce, som efterfølgende måtte forlade sit parti, Labour, overfaldt også partifællen Philip Wilson og konservative Luke Mackenzie med slag.
Joyce blev siden dømt for vold og måtte betale en bøde på flere tusinde pund. Han tilstod tidligt i forløbet og erkendte at have være godt beruset på rødvin den pågældende aften.
Efter denne og andre tidligere episoder har Underhusets "The House of Commons Commission", med formand John Bercow i spidsen, sagt, at man vil indføre skærpede regler for at sikre et mere ansvarligt alkoholforbrug i parlamentet.
En af løsningerne, kommissionen er kommet frem til, er at tilbyde en række alkoholfrie drinks i baren samt servere øl med lavere promille. Desuden skal bartenderne undervises i at afvise gæster, når det bliver nødvendigt.
En anden løsning går på, at der ved de receptioner, hvor der serveres alkohol, ikke skal fyldes glas op så ofte som tidligere. Desuden skal der laves nye aftaler om barens åbningstider.
/ritzau/