En mindre brand på Sølystskolen i Silkeborg kostede tidligere mandag 20 elever og lærere et smut på sygehuset, hvor de skulle til tjek for røgforgiftning.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Branden startede i skolens fysiklokale, hvor et forsøg efter alt at dømme har startet branden.
- Da vi kommer frem med patruljevognen, er der så meget røg, at vi ikke kan gå igennem. Vi får at vide, at alle elever og lærere er ude, men for en sikkerheds skyld sender vi en røgdykker ind, siger vagtchef Knud Lauridsen.
Branden i sig selv var ikke særlig stor, men en meget kraftig røgudvikling gjorde, at de elever og lærere, der havde opholdt sig i selve fysiklokalet, blev sendt til tjek for røgforgiftning på regionens to sygehuse.
Allerede nu står det dog klart, at ingen er kommet alvorligt til skade.
Branden, der startede kort før klokken 11, blev hurtigt slukket, og nu skal politiet finde ud af, præcis hvordan branden kunne opstå.
Ifølge politiet kunne fysiklæreren ikke umiddelbart give en forklaring.
- Så nu skal vi ind i fysiklokalet for at finde ud af, hvad det er, de har lavet, siger Knud Lauridsen.
Resten af skolens lærere og elever er også blevet evakueret.