Lyset er altid slukket, og der er ingen andre på kontoret, når Siwan møder ind for at gøre rent.

Enten sent om aftenen eller tidligt om morgenen taster han koden ind på displayet ved døren og håber, alarmen ikke går i gang.

Et par gange er alarmen begyndt at hyle, og vagten er kommet ilende med hund og lygte. Men Siwan lyver og siger, at han er vikar for rengøringsfirmaet.

Endnu har ingen opdaget, at han lever illegalt i Danmark og arbejder ulovligt. Det har han gjort, siden han fik afslag på at få asyl i Danmark sidste år.

Siwan vasker gulv og tørrer støv af et par gange om ugen i store, danske virksomheder. Han har aldrig mødt chefen i rengøringsfirmaet.

I stedet får han sin løn fra sig kontakt, der har boet og arbejdet illegalt i Danmark i 10 år. Det er også ham, der ringer aftenen forinden, når der er noget arbejde.

Siwan vil gerne fortælle sin historie. Men han vil ikke have sit rigtige navn frem eller navnet på de firmaer, han arbejder hos.

Timelønnen er 50 kroner, så måske tjener kontakten også noget til sig selv, spekulerer Siwan. Der er kun to timers arbejde af gangen, for han skal ud, inden medarbejderne møder ind på kontoret.

”Der er ikke så meget diskussion. Jeg er nødt til at arbejde for at tjene til mad og husleje,” forklarer Siwan.

En 10’er og lidt mad

Men timerne og lønnen fra arbejdet i rengøringsfirmaet er langt fra nok til huslejen, så han arbejder også på et pizzeria fredag og lørdag i en mindre by på Sjælland.

Her får han en 10’er i timen - men til gengæld også mad.

”Så ved jeg, at jeg får mad den dag,” siger den unge kurder.

Da Siwan sidste år fik afslag på asyl, forsvandt han fra myndighederne - ligesom flere tusinde andre afviste asylansøgere har gjort de sidste år.

Han er gået under jorden i Danmark og bor i en lejlighed hos en ven, for han tør ikke vende tilbage til Tyrkiet.

Her har Siwan siddet i fængsel i fem år - fra han var 16 år. Fordi han var politisk aktiv for kurdernes rettigheder, forklarer han og kigger ned i gulvet.

”Når jeg skulle til afhøring, gav de mig bind for øjnene. Så tog de mig ned i et rum i kælderen, der var lydisoleret, og gav mig tæsk. De andre indsatte spurgte mig altid, hvem der havde tortureret mig. Det ved jeg ikke, jeg havde jo bind for øjnene, måtte jeg jo sige,” fortæller Siwan og smiler.

Han har svært ved at forklare, hvordan det egentlig var at leve i fængsel.

Han klapper på sine ben. Begge knæ er ødelagt, og han har skader i ryggen. Han kan ikke klare en omgang mere, siger han.

Klipper hår og ordner biler

Så Siwan bliver i Danmark og venter på en politisk løsning på kurdernes situation i Tyrkiet. Sker det, rejser han i morgen, slår han fast.

”Men jeg ved ikke noget om fremtiden. Jeg tænker bare på nu og her og på at overleve,” forklarer han.

Han tager alt det arbejde, han kan finde. Tidligere har han også arbejdet på restauranter, bilværksted og klippet hår hos frisører. Og han har gjort rent i private hjem.

Alle steder til en løn mellem 10 og 50 kroner i timen. Alle steder med den ærgerlige indsigt, at hans chef scorer kassen på det arbejde, han laver til en alt for lav løn.

”Jeg føler mig underlegen, når jeg tjener så lidt,” forklarer han.

På det illegale arbejdsmarked er der hverken opsigelsesvarsel eller kontrakt. Siwan bliver fyret med dags varsel: ”Der er ikke mere arbejde”, er beskeden. Og så er det ud og finde nyt job.

”Du arbejder for langsomt”

Rengøringsjobbet har han haft i længere tid. Men han ved aldrig, om han skal arbejde en, to eller tre dage om ugen. Nogle gange får han kun løn for halvdelen af de timer, han gør rent i.

”Du har arbejdet for langsomt, så du kan ikke få fuld løn,” mener hans kontakt.

Derfor leder Siwan konstant efter arbejde. Han går fra butik til butik og spørger, om der er brug for ham. Og hver dag forhører han sig hos venner og bekendte, om de kender til nogen, der har brug for billig arbejdskraft.

Men krisen og den stigende arbejdsløshed har også ramt det sorte arbejdsmarked. Det er blevet sværere at finde arbejde.

Så han stiller ingen krav, når der er noget at lave. Lønnen dikterer chefen, og Siwan accepterer.

”Men hvad skal jeg ellers gøre?” konstaterer han.

”Lige meget hvor jeg vender mig, er det ligesom at være i fængsel. Jeg tjener meget lidt. Bliver jeg syg, får jeg ingen løn. Og jeg kan ikke gå til lægen. Nogen gange tænker jeg, at det ville være bedre at være i rigtig fængsel, for så fik jeg i det mindste mad hver dag.”