En kvinde på 80 år er natten til onsdag død efter en brand i en plejebolig i Holstebro. Det oplyser politiet til TV Midtvest.
Branden opstod i en plejebolig i Beringshaven i Holstebro tirsdag formiddag.
Hun sad i en stol og røg en cigaret. Nogle gløder faldt ned i hendes skød, og der gik derefter ild i kvinden, oplyser politiet ifølge tv-stationen.
Plejecenteret har forsøgt at hindre, at der skulle opstå en ulykke. Hun var iført et forklæde, der skulle sikre mod brand.
Den 80-årige blev overført til Rigshospitalet, men her døde hun natten til onsdag.
Uforsigtighed i forbindelse med rygning er årsag til de fleste dødsbrande. I 2018 var det således 40 ud af 65, viser tal fra Beredskabsstyrelsen.
/ritzau/