Enhedslisten nye plan for skabelse af 33.000 job får en kølig modtagelse af regeringen.
Enhedslisten vil - især gennem statsgaranterede låneordninger - sætte gang i beskæftigelsen ved at skabe 33.000 job allerede inden udgangen af 2014.
Blandt andet lægger Enhedslisten op til at oprette en lånefond på 10 milliarder kroner til miljørigtige boligrenoveringer, og i alt vil regeringens parlamentariske grundlag bruge 24,5 milliarder kroner på job-kickstarten.
Men De Radikale vender tommelfingeren nedad til planen:
- Man fodrer hunden med sin egen hale, siger partiets gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen, til Ritzau.
- Planen medfører bare yderligere låntagning i den offentlige sektor, og det vil slå yderligere hul i kassen, påpeger hun.
Enhedslistens jobplan er tænkt som et alternativ til regeringens vækstplan, som skal forhandles på plads med den borgerlige opposition.
Omdrejningspunktet i vækstplanen er at dæmpe de offentlige forbrug for at skaffe penge til at lette omkostningerne for erhvervslivet.
Ifølge Enhedslisten selv vil deres jobplan "ikke medføre meget store udgifter for statskassen".
"En meget stor del af planen er lånefinansieret, hvor pengene kommer tilbage med forrentningen af investeringerne", hedder det i planen.
En vurdering, der dog ikke deles af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
- Enhedslistens fokus på job til de ledige hænder er rigtig, og der er nogle positive takter såsom uddannelsesorlov, siger chefanalytiker i AE-rådet Martin Madsen.
- Men Enhedslistens forslag mangler finansiering, og jobeffekten virker høj. Lånefinansieringen kommer ikke tilbage igen "med forrentningen af investeringerne", da der jo er tale om en samfundsmæssig forrentning, lyder vurderingen.
Også professor i økonomi Bo Sandemann Rasmussen stiller sig tvivlende over for den beregnede jobeffekt af planen.
/ritzau/