Siden 2005 er tusindvis af kontanthjælpsmodtagere blevet sendt i aktivering, selvom de ikke kan arbejde. Det har betydet et spild på 10 milliarder kroner.
I går kom statsrevisorerne med stærk kritik af Beskæftigelsesministeriet, der har sat turbo på aktiveringen, selvom de ikke har anet, om den virkede.
I dag er det så tid til selvransagelse blandt politikerne:
"Det kan jeg ikke give en fornuftigt forklaring på, hvorfor der går så lang tid," siger Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted med henvisning til, at det skulle tage 5 år, 10 milliarder kroner og en Rigsrevision, før politikerne blev opmærksom på problemet.
"Det her tyder altså på, at vi må have hele aktiveringssystemet under lup," konstaterer de Radikales Morten Østergaard.
"Det værste er sådan set, at der er nogle kontanthjælpsmodtagere, som virkelig har haft behov for hjælp, der er blevet svigtet," mener Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Torben Hansen.
"Det er jo penge, man lige så godt kunne have sat i en papkasse på motorvejen," mener han.
Alligevel mener politikerne ikke, at aktiveringen af kontanthjælpsmodtagere, der ikke kan arbejde, skal stoppe.
"De skal have en form for aktivering, for at de ikke skal sidde hjemme og falde hen i en lænestol," mener Bent Bøgsted, der nu vil tage op med ministeren, hvilken form for aktivering kontanthjælpsmodtagerne skal have.
Socialdemokraterne og de Radikale vil have en mere individuel aktivering:
"Indsatsen skal målrettes de ledige - også i de grupper hvor de har andre problemer end ledighed," siger Morten Østergaard.
Socialdemokraterne har kaldt beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) i samråd om sagen.