Landets kommuner undlader ifølge pædagogernes fagforening Bupl at bruge millioner af kroner på daginstitutioner, som ellers er øremærket til det.
Folketinget vedtog i forbindelse med finansloven for 2012, at der årligt skulle afsættes 500 millioner kroner mere til daginstitutionsområdet. Men ifølge Bupl bliver pengene ikke brugt, som de burde.
Det får nu Bupl-formand Henning Pedersen til at rase mod Kommunernes Landsforening (KL).
- Det er ved at udvikle sig til en skandale. KL overholder ganske enkelt ikke den aftale, der er lavet med regeringen. Og regeringen er ikke konsekvent nok til at presse kommunerne til faktisk at bruge de penge, de har fået, siger han ifølge, Bupl.dk.
- Det kan ikke være rigtigt, at kommunerne får 500 millioner kroner om året til at forbedre kvaliteten og normeringerne i institutionerne, og at de så bruger dem på alt muligt andet, siger Henning Pedersen.
Bupl har gennemgået kommunernes budgetter for 2014, og de viser, at der næste år kun vil blive brugt 245 millioner af de 500 millioner kroner på daginstitutionerne.
Bupl har tidligere undersøgt brugen af de øremærkede penge, og fagforeningen nåede frem til, at kommunerne i 2013 kun brugte 253 millioner kroner ekstra på daginstitutionerne.
Økonomi- og Indenrigsministeriet har i et notat fra 26. juni vurderet, at kommunerne har brugt 260 millioner kroner. Af notatet fremgår det, at beløbet er behæftet med "nogen usikkerhed".
/ritzau/