Stemmeoptællingen efter tirsdagens to senatsvalg i Georgia sættes på pause natten over og genoptages onsdag morgen lokal tid.
Det fortæller delstatens indenrigsminister, republikaneren Brad Raffensperger, til CNN kort efter midnat lokal tid.
- Forhåbentlig har vi i morgen middag en bedre idé om, hvor vi er, siger han.
Med 97 procent af stemmerne optalt efter tirsdagens to senatsvalg i den amerikanske delstat Georgia er der neglebidende tæt løb mellem de to republikanske senatorer og deres to demokratiske udfordrere.
Det viser en foreløbig optælling ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP.
Omkring klokken syv onsdag morgen dansk tid står både den republikanske senator David Perdue og demokraten Jon Ossoff til at få 50 procents opbakning.
Blot 1322 stemmer skiller de to kandidater. Perdue har flest ifølge AP.
I den anden duel fører demokraten Raphael Warnock snævert over den republikanske forretningskvinde og dollarmillionær Kelly Loeffler. Warnock har 50,4 procent af stemmerne mod 49,6 til Loeffler.
Her er Warnocks føring ifølge AP på 35.649 stemmer.
I Georgia kan en kandidat anmode om en omtælling, hvis forskelsmargen er inden for 0,5 procentpoint. Det kan ifølge Reuters betyde, at der går flere dage, før det endelige resultat er kendt.
Flere amerikanske medier skriver, at mange af de udestående stemmer stammer fra delstatshovedstaden Atlanta. Den regnes som en demokratisk højborg.
Præsident Donald Trump sig med beskyldninger om valgfusk.
- Så har de lige pludselig fundet yderligere 4000 stemmer fra Fulton County. Så går det løs, skriver han på Twitter. Det sociale medie har hurtigt markeret tweetet som værende misvisende.
Tirsdagens to senatsvalg i Georgia er afgørende for sammensætningen af Kongressen i USA.
I Georgia er der to senatspladser på spil, efter at ingen kandidater opnåede de nødvendige 50 procent af stemmerne ved valget 3. november.
Hvis Republikanerne vinder begge pladser, har de et flertal med 52 af Senatets 100 pladser. Demokraterne har allerede sikret sig flertal i Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus.
En fordeling kan gøre det svært for præsident Joe Biden at få sin politik igennem Kongressen.
Vinder Demokraterne begge senatspladser i Georgia, har partierne lige mange medlemmer. Dermed får den kommende demokratiske vicepræsident den afgørende stemme i situationer, hvor afstemninger ellers ender 50-50.
Ingen demokrat har vundet et senats- eller guvernørvalg i Georgia siden 2000.
/ritzau/