Af Jakob Melgaard, jame@avisen.dk

Det var med jævne mellemrum ganske flot spil, der blev vist på Råsunda, men det er ikke det gode spil, man husker efterfølgende. Det var spændingen, for dælen, det var spændende.

For Sverige-Danmark var altså ikke en kamp, man kunne sidde og nyde med ro i sindet, hvis man så kampen med rød-hvide briller. Langt fra. Hver gang Sverige forsøgte sig med en lang høj bold op mod Zlatan Ibrahimovic, sad man og frygtede for resultatet. Især den første halve time af kampen var nærmest direkte modbydelig at se på – med danske øjne.

Bevares, der var da danske ture frem mod det svenske mål, men den sidste skarphed manglede og det danske landshold var ikke rigtigt tæt på, selvom holdet i perioder i både første og anden halvleg sad på kampen.

Farlige var til gengæld Sverige, som flere gang burde have scoret. Hvis ikke lige det var for målmand Thomas Sørensen, som kun havde fået kort tid til at vænne sig til en startplads viste, at vi slet ikke har et problem på dén post. Flere gange var han helt ude i fuld længde for at afværge ellers helt sikre scoringer. Især en enkelt gang i første halvleg fik han vist, at han bør være det sikre førstevalg i Danmarks mål.

Fra start var Dennis Rommedahl rigtigt godt kørende på sin højrekant. Han formåede i flere tilfælde at plante sine direkte modspillere, og man sad og ærgrede sig over, at han ikke blev taget mere med i spillet, end det var tilfældet.

På den modsatte fløj var Jesper Grønkjær også godt kørende, men hans indlæg manglede dog i flere tilfælde kvalitet. Thomas Kahlenberg spillede ikke sin bedste kamp. Han kom aldrig rigtigt i gang på midtbanen.

De svenske fans kunne mod slutningen af kampen feste med en slagsang om, at ”Vi skal til EM, og det skal I ikke!” Jaja, svenskere. .Den første del er god nok: I skal til EM, men den anden del kan endnu nå at vise sig forkert.