Det bliver snart værd at overveje, om du kan nøjes med at pakke en håndbagage, hvis du skal ud og flyve. Den 22. april introducerer det hollandske luftfartselskab KLM et gebyr på omkring 110 kroner, for at få en kuffert med på en flyvetur i Europa.
Gebyret indføres ifølge selskabet, fordi kundernes adfærd har ændret sig.
- Vi har lavet forskellige analyser, der viser, at de rejsende gerne vil have mere selvbestemmelse over, hvad de køber, og hvad de får, siger KLMs landechef i Danmark, Vincent Audusseau.
Men i virkeligheden drejer det sig allermest om at tjene penge, vurderer luftfartsekspert Ole Kirchert Christensen, der ejer Travelbroker.
- For flyselskaberne går det ud på at få den lavest mulige udgangspris at annoncere med, og så kommer de her tillæg oveni hen ad vejen.
- Flyselskaberne siger, det handler om at folk kommer til at betale for det, de reelt forbruger, men det handler i højere grad om at få en mulighed for at få ekstra indtægter, siger han.
Problemet med gebyret er, at det gør det ekstremt svært for forbrugere at gennemskue, hvad flybilletten reelt koster, mener luftfartseksperten.
Hos lavprisselskaberne har man længe krævet ekstra betaling for bagage, men det er nyt, at et såkaldt netværksselskab som KLM gør det. Ole Kirchert Christensen er sikker på, at flere store flyselskaber vil følge i samme spor.
- De traditionelle flyselskaber som KLM, Lufthansa og SAS er pressede, og de er nødt til at finde nogle nye måder at hente deres indtjening på. Jeg er sikker på, at KLM ikke kommer til at stå alene med det her, siger han.
Hos British Airways er man allerede i gang med et forsøg på fem flyruter fra Gatwick, hvor kunder uden håndbagage kan spare mellem 80 og 130 kroner.
Hos SAS afviser man helt, at der er gebyrer på vej.
- Vi holder fast i, at vores pris skal være gennemskuelig. Den pris, du ser, skal være den, du ender med at betale. Det kommer vi fortsat til at tilbyde kunderne, siger pressechef i SAS, Trine Kromann-Mikkelsen.
/ritzau/