Nationalmuseet vil oprette eget mediehus og producere børne-tv og fiktionsserier. Desuden overvejer museet i samarbejde med en række specialmuseer at byde ind på den nye public service-kanal, der skal åbne i 2020.
Det siger Rane Willerslev, direktør i Nationalmuseet, i et interview med Altinget.
- Et af hovedformålene for os er at formidle danmarkshistorien.
- Men der står ikke noget i lovgivningen om, at vi kun skal gøre det gennem klassiske udstillinger, siger han til mediet.
Ambitionerne for det såkaldte Nationalmuseets Mediehus er, at man i fremtiden både vil producere egne dokumentarserier, børneprogrammer med historiske temaer og fiktion.
- Vi vil gerne producere dramaserier som for eksempel Vikings i stedet for HBO.
- Det skal være lige så dramatisk, men i modsætning til HBO baserer vi det på historiske facts, siger Rane Willerslev til Altinget og afviser, at det vil gå ud over troværdigheden.
- Fiktion er ikke modsætning til videnskab, det er derimod en forudsætning for videnskaben.
- Meget viden består af fragmenter, som man må banke sammen til et helhedsbillede, og det indebærer fortolkning, siger han til Altinget.
Nationalmuseet har endnu ikke fastlagt en økonomisk model. Det er dog i gang med at se på forskellige finansieringsmuligheder, herunder fonde, private investorer og public service-midler.
Derfor skal man heller ikke forvente store dramaserier lige med det samme, oplyser Jacob Frische, kommunikationsleder i Nationalmuseet, til Ritzau.
- Det er de første sten, vi nu begynder at lægge til mediehuset.
- Det er hverken næste år eller lige om hjørnet, at de store fiktionsserier kommer i spil, siger Jacob Frische og tilføjer, at finansieringen skal på plads først.
En række specialmuseer har tidligere meldt ud, at de overvejer at byde ind på den nye tv-kanal, som følger af det seneste medieforlig. Nu overvejer Nationalmuseet at gå med.
Kanalen skal ifølge medieaftalen indeholde kulturstof og folkeoplysning. Desuden skal den modtage et årligt offentligt tilskud på 50 millioner kroner og have adgang til reklameindtægter.
/ritzau/