Så dum og hjælpeløs var Ninna heller ikke. Faktisk slet ikke nogen af delene.
Det er der i hvert fald ikke noget, der tyder på, som den 25-årige HF-elev sidder i sin sirligt indrettede lejlighed i Rødding i Sønderjylland og fortæller om sine uddannelsesplaner, når Hf-eksamen om et halvt år er i hus: Sprogofficer, hvis det er muligt. Ellers politibetjent eller finansøkonom.
- Den tredje prioritet er jeg kvalificeret til at starte på. Men jeg prøver at forbedre mine chancer for at komme ind på første- og anden prioritet ved at tage fire måneder som værnepligtig efter jul. En uddannelse får jeg i hvert fald, slår hun fortrøstningsfuldt fast.
En forståelig stolthed og selvbevidsthed anes også i hendes beretning om, hvordan hun er kommet så vidt. For selv om hendes situation og muligheder ligner så mange andre velfungerende unges, så lå det ikke i kortene, at lige netop Ninna Javadzadeh skulle ende på samfundets vinderhold.
Papir på hjælpeløshed
Længe så det nemlig ud til, at Ninna ville blive en af de socialt udsatte, som får politikernes diskussioner op i det røde felt. En kastebold mellem forskellige offentlige myndigheder og en evig byrde for samfundsøkonomien.
Som seksårig blev hun af sagkundskaben beskrevet som en pige, der intelligensmæssigt lå langt under gennemsnittet, var særdeles umoden og havde betydelige sociale, emotionelle og intellektuelle udfordringer.
Psykologerne fastslog, at hun havde meget brug for voksenguidning, meget tydelige rammer og en forudsigelig struktur. Skønnet var, at hun aldrig ville kunne klare sig selv uden støtte og vejledning.
Det lyder som en stensikker opskrift på et liv på institution eller i hvert fald overførselsindkomst. Men Ninna ville det anderledes.
Oprør
Efter i 19 år at have fulgt drejebogen med plejefamilie, specialklasse, aflastningsfamilie, sagsbehandler og i øvrigt alt til rollen hørende gjorde hun oprør og kom på en ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Her hjalp man hende med at finde sine skjulte styrker.
I dag har hun i flere år boet for sig selv uden anden hjælp end den, hun får fra sin samboende kæreste. Handelsgymnasiet, som hun byggede oven på den 10. klasse, hun måtte tage senere end andre, blev taget på halv tid på et turbohold. Og den HF-uddannelse, hun nu er i gang med, tager hun som fjernkursist, selvom det kun anbefales meget selvstændige elever.
Aldrig nogensinde overførsel!
- Jeg har altid været bevidst om, at jeg aldrig ville ende som førtidspensionist. Uanset hvad der er sket, har jeg altid troet på mig selv. Min mor er førtidspensionist og har været det. siden jeg var lille, og sådan et liv har jeg aldrig ønsket mig.
Men sådan kunne det meget let være gået, og i dag er Ninna bitter over det prædikat som besværlig og evnesvag, hun er vokset op med. Det har holdt hende nede, føler hun. I sin klientgjorte barndom havde hun aldrig chancen for at føle sig normal.
- Jeg har skullet kæmpe rigtig meget for at nå op på samme niveau som alle andre. Jeg blev jo behandlet ud fra, hvad der stod i papirerne og fik aldrig chancen for at lære det samme som andre i en folkeskole. I øvrigt forstår jeg ikke, hvorfor man skal puttes i en specialklasse, fordi man som udgangspunkt er dårlig til nogle ting. Man bliver jo ikke bedre af at gå med nogle, der er lige så dumme, siger hun.
Skilsmisse og psykisk sygdom
Ninna blev født i Skørping i Nordjylland af en dansk mor. Faderen havde iransk baggrund. Familien boede en kort tid i Aalborg efterfulgt af en kort periode i København, hvorefter forældrene blev skilt. Ninna og hendes mor flyttede så til Århus, mens faderen blev i København.
Moderen var psykisk syg, men takket være morfaderens hyppige besøg og opsyn lykkedes det alligevel Ninna og moderen at få en tilværelse til at hænge sammen. Også fordi Ninna i en meget tidlig alder lærte at tage ansvar og være praktisk på moderens vegne.
Men morfaderen døde, da Ninna var omkring fem år. Situationen var ikke holdbar, og da Ninna var omkring seks år, blev der vurderet, at hun skulle bo hos en plejefamilie i Sønderjylland. Der var hun de næste 13 år.
- Forholdet til min mor blev selvfølgelig anderledes, men hun gjorde, hvad hun kunne. Hun har også altid elsket mig på sin helt egen måde, og for det er jeg meget glad. Vi så ikke hinanden så tit, men hyggede os, når vi kunne. Hver gang havde vi cirka tre timers samvær.
Dårlig prognose
I en kort periode, efter at hun var flyttet ind hos plejefamilien, så hun også sin far under opsyn. Det stoppede efter kort tid, da der blev vurderet, at samværet ikke var godt for hende.
- Fra den dag så jeg ikke min far, før jeg som 19-årig flyttede væk fra plejefamilien og tog kontakt til ham og hans familie. Det har været hårdt for både ham, mig og resten af familien. Dét, der gjorde mig glad, var, at jeg uanset hvad vidste, at han elskede mig.«
Det var efter, at Ninna var kommet i pleje, at psykologerne begyndte at kredse om hende, og hun blev sat i specialklasse. Den beslutning har Ninna senere i livet haft svært ved at forlige sig med, og hun har prøvet at finde ud af hvorfor.
- Jeg søgte aktindsigt for at finde ud af, hvorfor jeg blev vurderet som unormal. Der blev lavet forskellige tests, da jeg kom i pleje som seksårig, og på det grundlag blev det påstået, at jeg i fremtiden ikke ville kunne gennemføre en almindelig uddannelse. Jeg ville ende på institution, komme på førtidspension og sandsynligvis bo i et bofællesskab. Det har fulgt mig hele livet.
Skulle jeg være syg?
Hvilken rolle plejefamilien havde i det spil, er hun i tvivl om.
- Jeg blev gjort til den der pige, der ikke var god nok. Jeg ved ikke, hvad det handlede om – måske at jeg skulle være så syg og dårlig som muligt, fordi det gavnede dem. Da jeg bryder med dem som 19-årig, er det i hvert fald meget imod deres vilje.
Ninna forstod deres plan sådan, at hun skulle bo hos dem, indtil hun var 23 år, som er aldersgrænsen for, hvor længe man kan være i familiepleje.
Hun har det i det hele taget blandet med plejefamilien, hvor både manden og kvinden var pædagogisk uddannede.
- Det er svært at forklare. Egentlig var de nogle gode, rare og dejlige mennesker, men nogle gange også modbydelige. Generelt havde jeg det godt, men der var også episoder, hvor jeg havde det rigtig skidt.
Under strengt opsyn
Ninna skulle være hjemme og ikke sammen med venner, hvis det ikke var aftalt, planlagt og godkendt flere dage før, hvem hun skulle være sammen med.
Plejefamilien ringede dagligt til skolen for at høre, hvad Ninna havde bedrevet, og var hurtige til at slutte, at hun havde gjort noget forkert.
- De besluttede sig altid for, hvad sandheden var. Og ligegyldigt hvad jeg sagde, var de sure, indtil jeg indrømmede det. Så jeg lærte efterhånden bare at sige det, de ville høre.
Alligevel siger Ninna, at hun har været rigtig, rigtig glad for sine plejeforældre, og at det til tider også virkede som om, de holdt af hende. Andre gange havde hun indtrykket af, at de oplevede det som en pestilens at have plejebørn, og det har hun svært ved at forlige sig med.
- Jeg har virkelig svært ved at sætte mig i deres sted. Det er jo et valg, som de har taget.
Trygt at blive behandlet som hjælpeløs
Ninna vil helst lægge den person, hun var dengang, bag sig. Men hun bliver hele tiden mindet om den, når hun i sin uddannelse igen og igen skal starte helt forfra med fag, hun ikke havde i specialklassen. Det har gjort det ekstra svært for hende at tage uddannelser. Hun havde for eksempel ikke tysk, biologi og kemi i specialklassen, og engelsk havde hun kun i et begrænset omfang.
- I dag tvivler jeg ikke på mine evner. Men når jeg skal starte forfra med ting, jeg burde havde kunnet allerede, tænker jeg: 'Det var dig, der boede hos den plejefamilie og gik i specialklasse'. Det er det værste. For det er ikke den person, jeg er mere.
Men mens hun gik i specialklassen, oplevede hun den som noget godt og trygt.
- Vi var få elever i en klasse og i forskellige aldre. Jeg blev hentet i taxa derhjemme, og når jeg kom til skolen, tog læreren imod én, og så var man der hele dagen. I frikvartererne var man under opsyn. Der var mange gode ting, og det var hyggeligt på en eller anden måde.
Seriøst dum
Men efter ti års skolegang var det slut. Og sammen med sin plejefamilie skulle Ninna finde på noget andet. Hun blev vist en skole i Esbjerg, som fik hende til at føle sig ’seriøst dum’, som hun siger.
Som Ninna opfattede den pædagogiske målsætning, handlede den om at lære at planlægge en dag, skrive en indkøbsseddel og gå ned og handle. Dér ville hun ikke ud, gjorde hun fuldstændig klart.
Alternativet var den selvejende institution Troldkær - et bo-, arbejds- og oplæringstilbud til unge med særlige behov i alderen fra 17 til 25 år. Det ligger i Jels - ikke så langt fra, hvor Ninna boede med sin plejefamilie, så hun kunne blive boende ’hjemme’ og cykle frem og tilbage.
Den 3-årige ungdomsuddannelse på skolen sigter mod at give de unge personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenliv, uddannelse og beskæftigelse som muligt.
Familie eller frihed
Og for Ninnas vedkommende viste det sig muligt at aktivere en meget stor selvstændighed. Inden længe følte Ninna, at livet i plejefamilien var for stor en begrænsning for hendes frihed og muligheder. Så uden at plejeforældrene vidste det, begyndte hun at forberede en flytning ved at melde sig ind i en boligforening, oprette egen bankkonto og så videre.
Sagsbehandleren arrangerede et møde med Ninna og plejefamilien, hvor hun lod bomben springe: Ninna ville bo for sig selv.
Det var stort set sidste gang, Ninna talte med plejefamilien.
- De sagde, at når jeg ikke boede hos dem længere, så var jeg heller ikke en del af deres liv længere, og så ville de ikke have noget med mig at gøre. Jeg fik til en togbillet, så jeg kunne tage op og bo hos min mor, indtil jeg skulle flytte.
Stor omvæltning
Ninna ville gerne have haft, at de var en del af hendes nye liv, og hun savner dem. Men ethvert forsøg på at genoprette kontakten bliver afvist.
Men selv om ungdomsuddannelsen har kostet Ninna plejefamilien, er hun ikke i tvivl om, at hun valgte rigtigt. Hun husker tilbage på Troldkær som en god periode, hvor tiden gik rigtig hurtigt, og hun fik den selvstændighed, hun har støttet sig til siden.
Som alle andre på skolen havde hun en kurator på skolen. Hendes hed Claus, og ham kunne hun kontakte døgnet rundt, hvis der var problemer eller praktiske udfordringer af enhver art.
Hun flyttede hjemmefra, var rundt på skolens værksteder, begyndte at tage 9. klasse på normale vilkår, og pludselig var hun på et halvt års ophold på Toftlund Musik- og Teaterhøjskole på helt normale vilkår.
- Det var en stor omvæltning og rigtig, rigtig hårdt. Men også fedt, fordi jeg kunne mærke, at jeg udviklede mig.
Voksne bestemmer hvem man er
Da hun var færdig med Troldkær, tog hun en 10. klasse på normale vilkår for at se, om vingerne kunne bære. Det kunne de. Og derefter fulgte handelsgymnasium og nu HF.
Ninna kunne godt ønske sig, at hun havde fået chancen for at vise sine boglige evner på et tidligere tidspunkt. Med hendes historie forstår hun, at hun skulle starte i en specialklasse. Men ikke, at hun skulle blive der skolegangen ud.
- Et barn kan jo ikke gå ind og ændre noget, som professionelle har bestemt. Og jeg kan ikke sige, om jeg havde haft bedre af at gå i normal klasse. Men jeg ved, hvor jeg er i dag, og det er et godt sted. Så måske skal jeg bare affinde mig med min historie. Det har jo også gjort mig stærk som person. Det har styrket min kamp for at være normal og klare mig selv.