Landbrugs- og fødevareminister Dan Jørgensen (S) glæder sig over den lønaftale, der i går faldt på plads for omkring 80.000 tyske slagteriarbejdere. Som Avisen.dk kunne fortælle, betyder aftalen, at de tyske arbejdere nu kan se frem til en løn på minimum 7,75 euro i timen. Det svarer til 58 danske kroner og betyder, at de tyske lønninger kommer et skridt nærmere de danske.
”De danske slagteriarbejdere er hver en krone værd, så jeg er da glad for, hvis deres job og løn er mere sikre med de nye tyske regler end tidligere,” siger Dan Jørgensen til Avisen.dk
De senere år er der blevet færre ansatte på slagterierne i Danmark - ikke mindst på grund af en ublu lønkonkurrence fra Tyskland. Her kan slagterierne få østeuropæere til at arbejde for helt ned til 22 kroner i timen, mens en dansk gennemsnitsløn for en slagteriarbejder ligger på omkring 200 kroner.
Håb om at bevare job
Men nu har tyskerne altså indgået aftale om en minimumsløn og dermed sat en nedre grænse for, hvor lav lønnen kan blive. Det giver nye foråbninger om, at man kan bevare flere slagterijob i Danmark og for at “ræset mod bunden,” stoppes som formanden for NNF i Danmark Ole Wehlast udtrykker det. Dan Jørgensen håber også på en forbedret konkurrenceevne:
”De danske slagterier har enormt mange dygtige ansatte, der hver dag slider for indtjening til Danmark, og det kan vi alle sammen være glade for. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, hvis hele erhvervets konkurrenceevne bliver forbedret,” siger Dan Jørgensen.
Parterne i Tyskland vil indstille til den tyske arbejdsminister, at overenskomsten bliver gjort bindende. Det vil betyde, at også udenlandske virksomheder, der opererer i Tyskland, skal betale minimumslønnen.