Mias kollega dræbt: Meningsløst, hvis vi nu bliver straffet for at råbe op
Blog

Af Mia Kristina Hansen
Se alle blogindlæg

Om Mia Kristina Hansen

Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.

JEG PRØVER at få det hele til at give mening, men er mine kollegaer og jeg brikker i et politisk spil?

Mine kollegaer og jeg nedlage arbejdet, som jeg beskrev i mit sidste blogindlæg, og nu risikerer vi at blive idømt en bod på kr. 130.000 i arbejdsretten, fordi vi er anklaget for at lave en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, efter at vores kollega Vivi den 25. marts 2016, blev stukket ihjel med en kniv af en beboer.

Jeg tænker: Hvordan kan man som ganske almindelig offentlig ansat få gjort noget ved ens
arbejdsvilkår, når man oplever, at det begynder at blive farligt at gå på arbejde.

Der er nogle mennesker, der har sagt: ”Hvorfor har du ikke råbt op noget før?” Andre siger: ”De arbejdsvilkår havde jeg ikke fundet mig i!” 

Men hvordan råber man op, når man oplever en hverdag med trusler og vold? Jeg har modtaget flere hundrede voldsomme fortællinger fra ansatte, som til dagligt oplevede, at de enten selv eller deres kollegaer blev udsat for situationer, hvor de frygtede for deres liv.

Ingen af dem tør stille sig frem og fortælle om virkeligheden, fordi de var bange for konsekvensen, bange for at de kunne risikere at blive fyret.

I UGEBREVET A4 læste jeg en artikel med Erik Clausen, hvor overskriften var: ”Clausen kalder til kamp: Vi skal sgu ikke dukke nakken for systemet og chefen".

Men igen: Hvordan får man som ansat modet til at stå sammen og sige stop. Da jeg for halvandet år siden prøvede at sætte mig ind i reglerne, læste jeg et sted at: ”I overenskomstperioden er der fredspligt. Det indebærer, at fagforeningerne ikke må opfordre eller medvirke til arbejdsnedlæggelser.” 

Vil det så sige, at hvis jeg som ansat endelig får modet, og jeg prøver at råbe op, men ikke oplever at blive hørt, er der så ikke mere at gøre? Skal jeg så finde mig i mine arbejdsvilkår, selv om jeg oplever, at der kan opstå situationer, hvor jeg føler mig i fare? 

Nogle ville så sige: ”Så find dig et andet arbejde, du har jo et valg”.

MIT SVAR er: ”Ja, jeg kan godt finde mig et andet arbejde”, men hvorfor er det sådan, at når noget ikke fungerer på en arbejdsplads, så er det os ansatte, der bliver tvunget til at skifte arbejde. Hvorfor kan det ikke være arbejdsgiverne, der skal sørger for, at arbejdspladsen er et godt sted at arbejde?

Min konklusion er: Jeg forstår ikke, at en kollega skal dø, og at jeg som ansat sammen med mine kollegaer efterfølgende skal nå helt derud, hvor vi ser os nødsaget til at gøre noget som er ”ulovligt”, hvor vi bliver trukket i løn, og samtidig risikerer at blive dømt til at betale en bod, før end der bliver ændret ved vores arbejdsvilkår.

Jeg kan ikke få det til at give mening for mig!

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.