Det har skabt furore i Mexico, at den kontroversielle amerikanske præsidentkandidat Donald Trump har været på officielt besøg i landet.
Ramaskriget har været så stort, at den mexicanske præsident Enrique Peña Nieto onsdag har fyret finansminister Luis Videgaray, der var arkitekten bag Trumps besøg i landet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Det var dråben, at Trump kom på besøg, siger Agustin Barrios Gomez fra oppositionspartiet Demokratisk Revolution.
- Besøget blev set som sådan en fiasko, at han ikke længere havde den troværdighed, der skal til for at sidde i hans job.
Peña Nieto sagde på et pressemøde, at Videgaray vil blive erstattet af tidligere finansminister Jose Antonio Meade.
Donald Trump har gentagne gange langet ud efter mexicanere under sin præsidentkampagne. Blandt andet har rigmanden sagt, at mexicanere sender "voldtægtsmænd" og medbringer "kriminalitet" og "stoffer" til USA.
Desuden er Trumps vel nok mest kendte løfte, at han vil bygge en mur mellem Mexico og USA, der skal afholde illegale mexicanere fra at krydse grænsen.
Derfor vakte det opsigt, da Peña Nieto fik besøg af præsidentkandidaten fra Mexicos nordlige nabo.
Højtstående diplomater siger til Reuters, at den mexicanske regering havde håbet, at Donald Trump ville moderere sin tone over for mexicanerne efter besøget.
Men få timer efter, at rigmanden var fløjet tilbage til USA, stod han over for et ellevildt publikum i Arizona. Her lovede han, at Mexico ville betale for opførelsen af muren mellem de to lande. Det har Peña Nieto siden afvist blankt.
I stedet for at give Trump en lærestreg "legitimerede besøget ham som et potentielt statsoverhoved," siger Andres Rozentala, der er tidligere viceudenrigsminister i Mexico, til Reuters.
- Det viser bare, hvor uigennemtænkt besøget var, siger han.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.