Når danske kvinder tjekker ud fra jobbet, bliver deres mandlige kollegaer hængende i næsten seks timer mere om ugen.
Det viser resultatet blandt mere end 10.000 erhvervsaktive, som har deltaget i en undersøgelse om Arbejdsmiljø og helbred i Danmark i 2010.
"Det overrasker mig ikke," lyder det fra Anne Helene Garde, seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der står bag undersøgelsen.
Hun er forsker i arbejdstid og forklarer, at det handler om de forskellige jobgrupper, hvor henholdsvis mænd og kvinder er over-repræsenteret.
"Typisk er dem som arbejder kort tid rengøringsassistenter, ansatte i hjemmeplejen, pædagoger og sygeplejersker - og det er typiske kvindefag. Her har vi undersøgelser, der viser, at op imod 50 procent arbejder deltid," forklarer Anna Helene Garde.
I den modsatte ende arbejder eksempelvis chefer, hvor mange mænd sidder på posten, i snit 42 timer om ugen ifølge undersøgelsen.
Anna Helene Garde understreger, at man ikke ud fra undersøgelsens resultater kan se, om det er selvvalgt, at kvinder har kortere arbejdstid.
"Lange arbejdstider er noget af det, der giver flest arbejds- og familielivskonflikter, og derfor kan man forestille sig, at nogle kvinder vælger at gå ned i tid," fortæller Anna Helene Garde:
"Men samtidig er der også andre undersøgelser, der tyder på, at der i de kvindedominerede fag er mange kvinder, der faktisk gerne vil arbejde længere end, de har mulighed for."
I alt har 4.700 mænd og 5.334 kvinder har svaret på spørgsmålet om, hvor mange timer i hele tal, de arbejder om ugen i forbindelse med undersøgelsen.