Fire gange blev tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen i september spurgt til, om han blev advaret om, at Inger Støjberg (V) havde "meldt hårdere ud, end juraen kan holde til".
De tre første gange under afhøringen i Instrukskommissionen, der granskede adskillelsen af asylpar fra 2016, svarede han ikke direkte. Fjerde gang svarede han kortfattet "nej".
Men da en rigsretssag tirsdag blev vedtaget i Folketingssalen, skiftede Løkke forklaring på et væsentligt punkt.
Han erkender nu, at han blev advaret allerede i starten af marts. Det skete forud for en debat 4. marts.
- Jeg blev briefet af embedsmænd i både Statsministeriet og Udenrigsministeriet (formentlig Udlændingeministeriet, red.) om at være opmærksom på, at den politiske retorik måske nok var lidt hård og firkantet, men at juraen var klar, sagde han tirsdag.
Det står i modsætning til det, som han forklarede for Instrukskommissionen i september 2020.
Da var forklaringen, at han ikke på noget tidspunkt forud for eller efter instruksen blev gjort opmærksom på, at embedsværket var bekymret for, at en adskillelse uden undtagelser ville være ulovlig.
- Jeg bliver orienteret om, at jeg skal være opmærksom på, hvad der er op og ned i denne sag, svarede Løkke, da han blev spurgt, om han blev advaret.
Dernæst blev han endnu engang spurgt til, om han fik at vide, at Støjberg havde meldt hårdere ud, end juraen kan holde til. "Nej", lød svaret.
Allerede dagen efter pressemeddelelsen i 2016 om, at alle asylpar skulle adskilles, tog Statsministeriet kontakt til Justitsministeriet.
Der blev spurgt til, om Støjberg havde afvist advarsler om det ulovlige i at adskille alle.
I den forbindelse skrev departementsråd Tanja Franck fra Statsministeriet nogle uger efter i en mail til sin departementschef, Christian Kettel Thomsen, at Støjberg "har meldt hårdere ud, end juraen kan holde til".
Hun skulle have bedt ministersekretariatet om at orientere Løkke. Det er Kettels udlægning, men det afviste Løkke under sin afhøring.
I Folketingssalen husker han tirsdag ikke, at han blev spurgt til det under afhøringen.
- Instrukskommissionen spurgte jo ikke nærmere ind til det, det kan være, at Rigsretten gør, sagde han.
Han var statsminister, da Inger Støjberg var udlændingeminister i 2016, hvor der blev givet en instruks om at adskille alle asylpar, hvor den ene var mindreårig.
Det var dog ulovligt, og det blev Støjberg advaret om ifølge vidneudsagn fra embedsmænd. Kommissionen har dog ikke fundet det bevist, at Støjberg direkte bad embedsfolk bryde loven, selv om det var i overensstemmelse med hendes politiske ønsker.
Statsministre har en særlig pligt til at føre tilsyn med sine ministre. Løkke blev med sit vidneudsagn frikendt af kommissionen.
Daværende justitsminister Søren Pind (V) har hævdet at have advaret Løkke, der dog har afvist det.
Løkke var blandt de 30 folketingsmedlemmer, der stemte imod en rigsretssag. Et stort flertal på 139 stemte for.
Rigsretten har mulighed for at indkalde egne vidner. Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Løkke.
/ritzau/