EU-Domstolen har afvist en syrisk families påstand om, at familien havde krav på at få visum til Belgien, hvor forældrene og deres tre børn ville have søgt asyl.
Det er en god nyhed for både EU og Danmark, mener udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
- Jeg er selvfølgelig yderst tilfreds med, at EU-Domstolen har lyttet til Danmark og de andre EU-lande, siger ministeren i en skriftlig kommentar.
- Det ville få uoverskuelige konsekvenser og være helt uacceptabelt, hvis EU-Domstolen havde ment, at vi i fremtiden ville være forpligtet til at give visum med det formål at indrejse og søge asyl.
Den syriske familie søgte om visum på den belgiske ambassade i Libanons hovedstad, Beirut. Her gjorde familien det klart, at hensigten med opholdet var at søge asyl.
Da familien var vendt hjem til Aleppo, blev visumansøgningen afvist. Det skete med den begrundelse, at familien åbenlyst havde tænkt sig at blive i Belgien i mere end de 90 dage, et visum normalt gælder.
- Det ville åbne hoveddøren til Europa på vid gad og dermed direkte modarbejde de opstramninger, vi har gennemført for at få styr på tilstrømningen til Danmark, lyder det fra Inger Støjberg.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, glæder sig som Inger Støjberg over dommen, som han ser som fornuftig.
- Der ville være skabt mulighed for, at rigtig mange mennesker kunne komme til EU og søge asyl. Det ville selvfølgelig også smitte af på Danmark i et eller andet omfang, siger han.
/ritzau/