Mange østeuropæiske firmaer arbejder ulovligt i Danmark - uden konsekvens.
På to år har Arbejdstilsynet afsløret 462 firmaer i at arbejde ulovligt i Danmark. Færre end hvert fjerde firma har fået en bøde af politiet, afslører en ny rapport om social dumping, skriver fagbladet 3F.
Den radikale arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq er bekymret.
- Det er en foruroligende statistik, og det viser, at regeringens skærpede kurs imod social dumping, er den rigtige, siger han til Newspaq.
Ane Halsboe-Larsen, Socialdemokraternes ordfører for social dumping, mener, at det skal have konsekvenser at snyde.
- Det havde det ikke under den tidligere regering. Men det her er nøglen til, at der bliver betalt skat, så det skal tages seriøst, siger hun til fagbladet 3F.
Socialdemokraterne vil give Arbejdstilsynet ret til at skrive bøderne ud med det samme, når de opdager ulovlige firmaer i stedet for, at sagen skal forbi politiet.
De Radikale er villige til at se på Arbejdstilsynets beføjelser.
- Men jeg kan ikke på stående fod love, at de får flere beføjelser, siger Nadeem Farooq.